Honningristet granola
Pift din morgenmad op med denne luksus-mysli!
Hvis man går og pusler lidt med forskellige morgenmadsvariationer, så går man aldrig galt i byen med en mysli - den kan komme på alt fra skyr, havregryn og endda spises for sig selv!
Men så er der også granola - og hvor ligger forskellen?
Flere har sagt til mig "Jamen granola - er det ikke bare et fancy ord for mysli?"
Og nej, der er én vigtig forskel.
Forskellen mellem granola og mysli ligger i det faktum, at mysli ofte er 'rå' - ment på den måde, at den består af gryn, kerner, frø og frugter, som serveres, som de er. Granola derimod er ristet i en sødende væske - eksempelvis honning.
Den sunde udgave er selvfølgelig mysli - men granola giver lige et ekstra pift på smagen!
Herunder får den en nem og lækker opskrift på granola, som kan holde sig i flere uger.
Hjemmelavet granola
Opgrader din musli!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- ½ dl sesamfrø
- 140 gram honning
- 1½ dl mandler
- 1½ dl hasselnødder
- 3 dl havregryn
- 2 dl solsikkekerner
- 1½ dl hørfrø
- ½ dl ahornsirup
Fremgangsmåde
- Bland alle de tørre ingredienser sammen. Varm derefter honningen op i en tykbundet gryde, indtil den er let flydende. Tilsæt ahornsiruppen og efterfølgende mysliblandingen. Rør det hele grundigt rundt, så alle de tørre ingredienser bliver vendt i honningmassen.
- Spred herefter massen ud på en bageplade og bag det i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter. Når granolaen er kølet af, bliver den helt sprød.