Mandekogebogen

Ny vegetarisk kogebog bringer det grønne i fokus uden pegefingeren

Grønne måltider uden krakilske ideologier!

Når ord som vegetarisk, kødfri eller veganer dukker op, så er der mange, der lige trækker det røde flag op af lommen eller måske træder et skridt tilbage - og nogle gange af gode grunde.

Debatten har nemlig lidt under unødvendige mængder mudderkast fra begge lejre, selvom man egentlig bare efter min optik burde blive enige om én ting:

“Alt med måde”.

Ofte bliver disse anderledes ideologier og spisevaner sat i ‘kasser’, hvor man enten skal være for eller imod konceptet med stærke overbevisninger om, at ALT hvad modparten siger, er noget vrøvl.

Med Camilla Skovs nye bog ‘Vegetarisk i aften?’ gør man netop op med denne tankegang om, at noget skal være på en bestemt måde.

Her handler det om at give inspirerende opskrifter og idéer til, hvordan man får lækre, grønne råvarer ind på aftensmadsbordet. Forordene cementerer den røde tråd igennem hele bogen med store bogstaver:

“Jeg er ikke vegetar”.

ANNONCE
Vegetariskhverdag.dk - Ny vegetarisk kogebog bringer det grønne i fokus uden pegefingeren Vegetariskhverdag.dk

Her bliver det gjort klart fra starten af, at forfatteren ikke er på et togt om at overbevise dig til at fravælge kød og animalske produkter - men derimod åbne op for en mulighed for at bringe et vegetarisk måltid på bordet.

Og endda måske udvide folks horisont for, hvad der egentlig er muligt at bygge smage op omkring, når måltider ikke skal centreres omkring et stykke kød.

Bogen spænder over en række interessante kapitler, som langsomt piller en række fordomme fra hinanden - eksempelvis ideen om, at vegetarer kun spiser salat. Her er kapitlet ‘salater uden salat’ et kærkomment inspirationsfelt, da man netop kan lave en velsmagende salat uden at skulle ty til en ofte røvsyg iceberg.

Og ideen om, at vegetarer lever ‘til nøds’ og aldrig rigtig bliver mæt?

Her kommer kapitlet med ‘comfort food’ i spil og påviser, hvordan man stadig kan leve som konger og baroner ud fra en vegetarisk tankegang.

Alt fra vegetariske takes på kødklassikere såvel retter, hvor grøntsagen bliver det bærende smagselement.

Her finder du ikke ‘tunfri tunsalat’ eller opskrifter med plantefars - hvilket er et koncept, jeg aldrig kommer til at forstå - men derimod en grundforståelse for mulighederne i netop ‘rigtige’ planter og deres evne til at bygge smage og måltider op.

Opskrifterne er overskuelige, mundvandsfremkaldende og mest af alt meget inspirerende til at udvide mulighederne for at bruge sæsonvenlige råvarer og desuden få et mere varieret udvalg af måltider ind i hverdagen.

Samlet set er Vegetarisk i aften? en kærkommen spiller og inspirationskilde i en tid, hvor man sagtens bør kan spise grøntsagsbaserede retter i hverdagen, uden at skulle vælge Team Kød eller Team Vegetar.

ANNONCE
Ny vegetarisk kogebog bringer det grønne i fokus uden pegefingeren
Vegetarisk i aften?

Forfatter: Camilla Skov

Forlag: Grønningen 1

Sider: 192

Udgivelsesdato: 21-04-2020

Pris: 249 kroner

Del

Seneste nyt

Annonce