Påskekage: Islagkage med choko-marcipan
Hjemmelavet islagkage til påske eller andre højtider!
Islagkage smager fantastisk. Både købt og hjemmelavet. Man kan få rigtig mange gode købeversioner af islagkager, men der er nu ikke noget, der slår en hjemmelavet.
Denne islagkage er blevet til i forbindelse med en påskeferie, hvor jeg lige ville lave en fortolkning af marcipan-ægget, som vi elsker at spise til højtiden.
Det blev til en islagkage med chokolade og marcipan og en sprød, sej lagkagebund med hakkede mandler.
Nemt, smagfuldt og utrolig lækkert.
Pyntet med striber af smeltet chokolade og naturligvis de føromtalte marcipan-påskeæg.
Fang opskriften herunder til årets påskekage - spoiler alert: Den kan sagtens laves året rundt!
Hjemmelavet islagkage: Vaniljeis med marcipan og chokolade
Påske-islagkage!
8 portioner
5 timer, 10 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 4 timer
Tilberedning: 1 time
Ca. 900 kcal pr. portion
Ventetid: 4 timer
Tilberedning: 1 time
Ingredienser
- 60 gram hvedemel
- 2 stk æg
- 100 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 30 gram mandler
- 1 tsk bagepulver
Choko-marcipan-is
- 500 ml piskefløde
- 500 ml sødmælk
- 8 stk æggeblomme, pasteuriseret
- 120 gram sukker
- 1 stk vaniljestang
- 120 gram marcipan
- 120 gram mørk chokolade
Overtræk og pynt
- 100 gram mørk chokolade
- 6 stk marcipan-æg
Fremgangsmåde
- Start med at lave isbasen - hæld æggeblommer i en skål med sukker og kornene fra vaniljestangen. Pisk det grundigt sammen til en æggesnaps i 4-5 minutter, indtil den er luftig og cremet. Hæld herefter sødmælk og piskefløde i massen under langsom omrøring, indtil det er ensformigt.
- Hæld det i en gryde og varm det langsomt op til ca. 82-83 grader, indtil cremen tykner og legerer. Hæld det straks over i en ny skål og lad det køle helt af. Gerne til dagen efter - minimum et par timer.
- I mellemtiden laver du bunden. Forvarm ovnen til 180 grader - hæld æg, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det i 8-10 minutter, indtil den bliver tyk, luftig og cremet. Si bagepulver og hvedemel i massen og vend det forsigtigt rundt med en spatel - hak mandlerne groft og vend dem i dejen til sidst. Find en springform med en diameter på 20-21 cm og smør den med smør. Hæld massen i og bag den i ovnen i ca. 30-35 minutter. Lad den køle helt af.
- Når ismassen er afkølet, kører du den på ismaskine efter programmet - det er en stor mængde, så måske du skal køre af to omgange og lade den første portion være i fryseren i mellemtiden. Find en ny springform eller rengør den du brugte til afbagning - læg springformen i et fad og læg lagkagebunden i bunden, så den dækker. Put bagepapir eller mellemlægspapir rundt langs springformen, som gør det nemmere at få islagkagen fri senere.
- Hak chokoladen og riv marcipanen, som du vender i ismassen - fordel ismassen grundigt på bunden og smør den helt op til kanterne med mellemlægspapir. Smid den i fryseren i minimum 1-2 timer, inden den pyntes.
- Smelt den mørke chokolade over et vandbad - tag isen ud i sidste øjeblik og hæld striber af smeltet mørk chokolade over isen - læg marcipanæg på stil den tilbage i fryseren. En time senere er den klar til servering!