Pad Krapow
Thailandsk lyn-klassiker!
Pad Krapow eller med sin originale navn, Phat kaphrao, er en af de mest klassiske stir-fry-retter i det thailandske køkken.
Og man forstår godt, hvorfor den er populær - den tager ligeså kort tid at tilberede, som det tager at få risene kogt til tilbehøret!
Pad Krapow kan både laves med kyllingekød, kyllingefars og svinefars - jeg har i denne opskrift valgt at bruge svinefars, men det er op til dig.
Det er en klassisk thailandsk aftensmad eller frokost med lynstegt kød og grøntsager - de læner sig lidt af det kinesiske køkken med stirfry-teknikken, hvor man ved høj varme steger ingredienser hurtigt og effektivt.
Den helt autentiske smagsoplevelse får du, hvis du sørger for at finde thai-basilikum og thailandske chilier - men retten bliver ikke dårligere af 'bare' at bruge klassisk rød chili og en god, aromatisk klassisk basilikum.
Retten laves blot ved at sætte vand over til dine ris - de skal ofte koges i 10-15 minutter - hvorefter du kan nå at snitte, svitse, brune og sautere fyldet klar til risene i mellemtiden!
Hvis man skal have lidt mere fylde til retten, bliver den også ofte serveret sammen med et spejlet sprødt æg.
Det er en opskrift, som i sin oprindelige form skal være ret spicy - men du kan som så mange andre autentiske asiatiske retter justere efter behov. Så længe man har chilismagen, så kan man selv finjustere på styrken.
Fang min udgave af Pad Krapow herunder - nem, billig og hurtig asiatisk aftensmad!
Pad Krapow - Thailandsk stirfry på 10 minutter
Nem hverdagsklassiker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 8 minutter
Ingredienser
- 250 gram svinefars (eller kylling)
- 1 stk thailandsk chili (eller alm. rød chili)
- 4 fed hvidløg
- 1 spsk. brun farin
- 4 spsk. soyasauce
- 1 tsk fishsauce
- 1 håndfuld thai-basilikum (eller alm. basilikum)
- 2 dl ris
Fremgangsmåde
- Sæt risene over at koge i en gryde, så de er klar, når fyldet er færdigt.
- Varm en wok op med en god sjat olie til høj varme - mens den varmer op, fintsnitter du hvidløg og chili samt blander din sauce-ingredienser (fishsauce, soya og brun farin) sammen i en kop.
- Svits hvidløg og chili i et minuts tid - inden det tager farve, smider du svinefarsen på og bruner det godt af. Når det er gennemstegt, hælder du saucen over og karamelliserer det sammen med kødet.
- Pluk ca. 20 blade fra din basilikum - tag wokken af blusset og smid bladene hele i fyldet. Vend det rundt og lad det blot få temperatur fra varmen i fyldet. Ellers mister det for meget af smagen. Serveres rygende varmt på toppen af nylavede hvide ris.