Mandekogebogen

Risalamande-islagkage

Ny juleklassiker!

Jeg har eksperimenteret op til jul på at lave en anderledes version af risalamande - og hvor man de seneste år har set et par cheesecake-varianter, så mangler der en pendant på isfronten!

Derfor har jeg lavet en opskrift på risalamande-islagkage!

Jeg har eksperimenteret med, hvad der sker, hvis man blander en legeret iscreme sammen med risengrød - og selvom det lige når det kommer ud af fryseren er stenhårdt, så bliver det faktisk blødt, medgørligt og med en solid smag af risalamande. Du skal ikke forvente fløjsblød cremet vaniljeis med denne teknik - det er en form for is med et lille 'bid', som giver lidt ekstra konsistens og desuden en nødvendighed for den helt rigtige smag. 

Derefter har jeg toppet det med en kirsebærflødeis smagt til med portvin, så man får en slags is på kirsebærsaucen.

Og som lidt ekstra friskhed har jeg smidt helt frisk kirsebærsorbet på toppen.

Bunden er en grov udgave af en vaniljekrans og midterkagen er en lille sej og sprød marengs lavet på karamelliserede mandler.

Følg med i opskriften herunder!

OBS: du kan også bruge Amarena-kirsebær, da de færreste har kirsebær i fryseren, men der skal du blot smage lidt til selv og vurdere, hvor meget sukker de kan trække i forhold til resten af opskriften.

ANNONCE
Udskriv opskriften

Risalamande-islagkage

Isvarianten af risalamande!

10 portioner 14 timer
Forberedelse: 2 timer
Ventetid: 12 timer
Tilberedning: 0 minutter
Ca. 1200 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 50 gram smør
  • 1 dl glukosesirup
  • 2 dl vand
  • 12 stk æggeblomme
  • 1 dl flormelis
  • 3 stk æggehvider
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 1 stk vaniljestang
  • 1 stk æg
  • 500 ml sødmælk
  • 50 gram hvedemel
  • 100 gram mandler
  • 6 dl sukker
  • 200 gram kold risengrød
  • ½ stk citron, økologisk
  • 1½ dl portvin
  • 450 gram kirsebær, udstenede
  • 500 ml piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Start med at bage bundene, så er de er afkølede. Vaniljenkrans-bunden laves ved at blande 50 g grofthakkede mandler, 50 g hvedemel, 1 spsk. vaniljesukker, 1 deciliter sukker og 1 æg sammen til en ensformig masse. Bag den eventuelt i springformen, som du vil samle isen i, så du får den rigtige størrelse. Smøres ud til et tyndt lag og bages ca. 15 minutter ved 200 grader.
  2. Bund nummer 2, mandelmarengs, laves ved at piske 3 æggehvider helt stive, hvorefter du tilsætter en deciliter flormelis og pisker, indtil det er blankt og sejt. På en pande hældes en deciliter sukker, som smeltes til en karamel - hæld mandlerne på og lad dem stege med i sukkeret i 1-2 minutter. Lad dem køle af og hak dem groft. Vend dem forsigtigt i din marengs og smør den ud på et stykke bagepapir på en bageplade - bag den i en forvarmet ovn på 180 grader i ca. 20 minutter.
  3. Grundismassen til begge is laves ved at piske 12 æggeblommer sammen med 2 deciliter sukker og kornene fra 1 vaniljestang - ca. 5-6 minutter, indtil det er en tyk og luftig æggesnaps. Tilsæt nu 500 ml sødmælk og 500 ml piskefløde og bland sammen.
  4. Nu skal isen legeres - hæld den i en gryde og varm den langsomt op til ca. 83-84 grader, hvor massen begynder at tykne og hæld den så straks over i en anden skål, så den ikke koagulerer. Brug et sukkertermometer. Lad den køle helt af.
  5. I mellemtiden koges 250 g kirsebær op med 1 deciliter sukker, 1,5 deciliter portvin, 1 spsk. vaniljesukker og saften fra 1/2 citron - når den har kogt i nogle minutter, blendes massen og koges ind til ca. det halve. Køl helt af.
  6. Når ismassen er afkølet, deles denne i to lige store portioner - den ene bliver rørt med den afkølede risengrød, mens den anden bliver rørt sammen med kirsebær-siruppen.
  7. Start med at køre den ene på ismaskinen efter programanvisningen - start så med at bygge lagkagen op. Læg vaniljekrans-bunden nederst i en springform, hvorefter du smører risengrød-isen på. Stil den straks i fryseren, mens du rengør ismaskinens skål og hælder kirsebærflødeisen i.
  8. Mens isen kører, varmes 2 deciliter vand, 2 dl sukker og 1 dl glukosesirup op i en gryde - når det koger og har en ensformig konsistens, skal denne sættes på køl. Når den blot er lun, blendes den med 200 g friske kirsebær. Si massen og afkøl den helt, inden den også skal køres på ismaskine.
  9. Tag islagkagen ud af fryseren, læg marengs-bunden på og smør kirsebærflødeisen på. Stil den herefter på køl igen, mens du kører den sidste is, sorbeten, på ismaskine. Denne lægges på toppen af islagkagen til sidst og islagkagen indfryses i 5-6 timer eller natten over.
  10. Husk at tage den ud 20 minutter før servering, da konsistenserne gør, at den skal være lidt blødere.
Del

Seneste nyt

Annonce