Scrambled Pancakes - pandekager lavet som røræg
Vi har testet den nye trend fra SoMe!
Det er ikke ligefrem alle trends på de sociale medier, som man skriver hjem om - men lige nu er der en heftig debat om, hvorvidt TikToks nyeste mad-kreation er galt eller genialt.
Vi snakker den famøse Scrambled Pancakes - i al sin enkelthed er det en pandekage, hvor man i stedet for tålmodigt at vente på at pandekagen skal flippes, i stedet rører rundt i dejen på den varme pande, som man ville gøre med røræg.
Man får simpelthen pandekage-røræg - nogen kalder det blasfemi, andre kalder det en genial lille variation.
Men det er faktisk måske lidt inspireret af det tysk/østrigske dessertkøkken, hvor man laver noget lignende, der går under navnet Kaiserschmarrn.
Vi har prøvet det - og det fungerer faktisk ret godt. Altså, det bliver lidt mere en 'bowl' end en pandekageoplevelse.
Men hvis man lige topper sine kage-røræg med sirup, flormelis og frisk frugt?
Så har man altså en sjov og lækker sommerdessert, som både børn og voksne vil elske!
Prøv den herunder med vores opskrift:
'
Scrambled Pancakes - pandekager som røræg
anderledes pandekager!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 2 dl hvedemel
- 2 spsk. sukker
- 1½ tsk kardemomme, stødt
- 2 stk æg
- 1½ dl mælk
Fremgangsmåde
- Rør alle ingredienserne sammen til din pandekagedej, indtil du har en ensformig konsistens.
- Varm en pande op til middelhøj varme - smid en klat smør på og hæld hele molevitten på panden, når smørret er bruset op.
- Lad det sætte sig lidt og modstå din trang til at finde paletkniven frem - brug i stedet en spatel eller grydeske og begynd at røre rundt i massen, så det bryder op som små stykker - fuldstændig som hvis du lavede røræg.
- Steg det, indtil det er gennemstegt og fået let gyldne stegemærker - server dem enten rygende varme eller lune i skåle, som du kan toppe med eksempelvis honning eller sirup, flormelis og frisk frugt.