Sol over Gudhjem 2021: Mad-oasen, der stillede det drabelige restaurantbesøg-underskud i en mellemting mellem festival og gourmet
Abstinenserne stillet af en solid omgang kokke-nørderi.
Abstinenserne efter en solid omgang kokke-nørderi, hyldest til madlavningen og finpudsning af lokale råvarer var tårnhøje, da vi stemplede ind til årets Sol over Gudhjem 2021 - netop fordi året før var blevet aflyst af den gæst, der bare dukkede op til festen uden invitation: Corona.
Selvom vi så småt står over for en hverdag, hvor Corona ikke længere har et jerngreb omkring alle de ting, der rimer på fornøjelse, så var Sol over Gudhjem ikke helt samme facon som tidligere - hvor man normalt ser menneskestrømme på tusindvis flokkes om Gudhjem Havn, var årets konkurrence grundet forsamlingsregler placeret på Melstedgård for inviterede, partnere og journalister.
Ikke desto mindre emmede det nedjusterede selskab af en brændende glæde over endelig at komme ud blandt andre madører i samme mentalitet som køer, der bliver lukket ud på græs til foråret - der var højt humør, dansevenlig atmosfære, solskinnet var med os, drikkevarerne var kolde og stemningen var i top.
Det var en fantastisk oplevelse at se, at nedskæringen af gæsteantallet på ingen måder satte en stopper for folkefesten - tværtimod. Årets nærmest limiterede oplevelse af Sol over Gudhjem blev en meget koncentreret oplevelse, hvor der nu i stedet for at skulle tages højder for løbende gæster som sild i en tønde, kunne kræses, fokuseres og dedikeres til de inviterede gæster på gæstelisten - som gæstende journalist følte man sig svøbt i madkærlighed!
Lokale produkter med alt fra Bearnaise på glas til naturlige, økologiske Frys-selv-is fra Popseco blev hyldet på scenen og desuden gjort tilgængelige til folket med smagsprøver til børn og unge - og frokosten blev fremtryllet på bedste vis af de dygtige folk fra Restaurant Møntergade med alt fra sommerfriske østers til højtbelagt smørrebrød med culottesteg.
Årets vinder af Sol over Gudhjem blev Andreas Tancula Møller fra Restaurant Møntergade, som var feltets yngste deltager, men ikke desto mindre årets absolut stærkeste spiller med en potpourri af sommerbuk, bornholmercroissant og grillet surdej. Legende, opfindsom, nytænkende og rock-n-roll-velsmag! Kæmpestort tillykke og respekt.
På trods af de nedjusterede corona-rammer var pulsen på festivalen og konkurrencen om muligt højere end nogensinde, da behovet for at komme ud og nyde og hylde livet blev indfriet til UG i en samhørighed af festival-stemning med restaurant-kvalitet. Hvor man på festival sidder ved bænkene for at lytte til musik, bliver man hos Sol over Gudhjem i stedet fortryllet af den søde musik af kapselåbninger, sydende pander og klirrende bestik - sød musik for ørene for folk, der er i drabeligt underskud for restaurantbesøg!
Foruden underholdningsværdien i bragende dygtige kokke i form af Gabriel Hedlund, Mathias Sejer Sørensen, Mette Dahlgaard og Andreas Tancula Møller, som stod og jonglerede mad-magi på scenen, så var der blevet kræset ekstra meget for de deltagende på plænen - Arla Unika stillede op med en vild softice og Bornholms ikoniske mosteri sørgede for læskedrikke til heden, mens voksensaftevanden i var udover alle grænser.
Sol over Gudhjem havde i samspil mellem Husbryggeriet Jacobsen og den talentfulde urtesamler Thomas Guldbæk designet en unik, limiteret øl Juniper Ale. Øllen blev brygget på umodne enebær, og er nok en af de bedste øl, jeg har smagt de seneste mange år. Der blev kun brygget 600 eksemplarer til konkurrencen og jeg tør godt at indrømme, at jeg gjorde mit for at enebær-humlen flød min vej det meste af dagen. Fan-fucking-tastisk øl.
Sol over Gudhjem er den slags oplevelser, der rammer alle tangenter for madglade mennesker - finedining bliver fortolket på en måde, så det bliver overskueligt at spise på paptallerkner, Michelin-kokke kombinere det elitære med det folkelige og vigtigst af alt?
Der er plads til alle, der har en rumlen i maven og en glæde for kogegryderne.
Næste år bliver konkurrencen afholdt i samme facon på Gudhjem Havn med besøgende gæster, så hvis du ikke fik oplevet årets Sol over Gudhjem i årets koncentrerede udgave, så vender de stærkt tilbage i 2022.
Vi ses næste år!