The Union Kitchen er klar med ikonisk brunch i Københavns Lufthavn
Alt fra brunch og meatballs til rejsende på farten.
The Union Kitchen er klar med eftertragtet brunch-koncept til rejsende til og fra Københavns Lufthavn.
Dørene er åbnet til deres fjerde lokation, som byder på deres gængse morgenmad, brunch og kaffe såvel som et nøje udvalgt menukort med nogle af deres mest populære signatur-retter.
"Vi forsøger kontinuerligt at sammensætte et udvalg, der skaber oplevelser for de rejsende til og fra Københavns Lufthavn. Vi ønsker at skabe en lokal følelse fra det øjeblik, man træder ind i terminalerne. The Union Kitchens atmosfære og lækre retter er netop en sådan oplevelse, som vores kunder sætter pris på. Vi glæder os til at kunne invitere de rejsende indenfor og smage fx den ikoniske brunch, som er en helt ny kategori hos os," siger Michael Clausen, direktør for shoppingcentret i Københavns Lufthavn.
The Union Kitchen er skabt af britiske Paul Karkov Muldowney, som foruden et par succesfulde cocktailbarer i København, så et hul i markedet for brunch tilbage i 2014.
"Vi ønsker at fokusere på at skabe en stressfri og imødekommende oplevelse, hvor vi vil få alle til at føle sig velkomne selvom den tid, der er til rådighed i lufthavnen, er langt kortere end et gennemsnitligt restaurantbesøg. Ud over de velkendte retter som vores burgere, brunch og meatballs har vi til hensigt at fokusere på vores cocktail-menu, så hvis du har brug for en Bloody Mary med bacon eller en agurk-margarita med jalapeño, inden du går om bord, er du på det rette sted. Vi har også vores udvalg af cocktails på flaske til at tage med, når du har glemt at købe gaver eller bare har brug for at starte din ferie tidligt. Derudover har vi lavet en række specialfremstillede varer til lufthavnen, herunder vores Union El Hefe Pilsner, som er brygget af Svaneke Bryghus, samt en række merchandise som t-shirts, hættetrøjer og tasker", siger Paul Muldowney, stifter af The Union Kitchen.
Du kan læse mere om deres menuklassikere lige her - eller smutte en tur i lufthavnen og få dig en god, gedigen brunch!