Biang Biang Noodles
Nemme, lækre kinesiske nudler.
Af fattige kår og billige råvarer dukker der ofte uimodståelige klassikere op i verdenskøkkenet, som gennem tiden bliver forvandlet til noget, vi idag vil definere som gourmet.
Alt fra retter under krigen eller i fattige tider, hvor man bruger billige udskæringer eller alternative råvarer, er i dag blevet ikoniske klassikere.
En kinesisk klassiker, som i gamle dage blev betegnet som fattigmandskost, er de famøse Biang Biang Noodles.
En nem og lækker måde at lave hjemmelavede og tykke 'bælte-nudler' med en smagsfuld olie.
Simpelt, enkelt og utroligt smagfuldt - jeg har forsøgt mig med at lave min egen version af den, hvor man får en dyb og intens smagsolie, som svøber sig omkring de tykke, nykogte nudler.
Fang opskriften herunder:
Biang Biang Noodles
Nemme kinesiske nudler!
2 portioner
45 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 30 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ca. 700 kcal pr. portion
Ventetid: 30 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 150 gram hvedemel
- ½ tsk salt
- 75 gram vand
- 2 spsk. solsikkeolie, til pensling
Smagsolie
- 2 stk forårsløg
- 1½ tsk chiliflager (eller sichuan-peberkorn, hvis du har det)
- 1 tsk ingefær, revet
- 1 tsk hvidløg, revet
- ½ dl solsikkeolie, til stegning
- 1 spsk. soyasauce
- 2 tsk riseddike (e. almindelig eddike)
Fremgangsmåde
- Bland hvedemel og salt sammen og tilføj vandet. Ælt det grundigt sammen, så du har en fast dej, der ikke klistrer. Pak den ind i husholdningsfilm i 30 minutter.
- I mellemtiden koger du olien op i en lille gryde til kogepunktet - bland chiliolie, hvidløg og ingefær i en kop og hæld den varme olie over. Det vil bruse op, men når det falder ned igen, tilføjer du finthakket forårsløg efterfulgt af soyasauce og riseddike. Lad det stå og trække smag, indtil det skal bruges.
- Pak nudeldejen ud og del den i 4 lige store stykker - rul dem til pølser og rul dem enkeltvis ud til flade rektangler med en bredde på ca. 4 cm og en tykkelse på 1 cm. Pensl dem på begge sider med olie og læg dem på et skærebræt, du dækker med husholdningsfilm - lad det stå i 20 minutter for at få gluten til at slappe af.
- Bring en gryde med vand i kog - Tag nu enkeltvis de udrullede nuddel-plader og stræk dem forsigtigt med fingrene så lange som muligt. Gerne 3-4 gange i længden - olien gør, at du forsigtigt kan massere dem ud og gøre dem aflange og tynde. Når alle er rullet ud, skærer du dem over på midten og smider dem i kogende vand med lidt salt i 2-3 minutter.
- Portionsanret 2-3 spiseskefulde af olien i to skåle og hæld de nykogte nudler over - vend det sammen med olien og server rygende varmt. Tilføj eventuelt mere smagsolie efter behov.