Chicken Crunch Wraps
Sprøde, stegte og fyldte tortillas!
På fastfood-fronten er en restaurant som eksempelvis Taco Bell meget populær i USA, men vi har desværre ikke meget kendskab til den herhjemme.
Det er lidt en slags Tex-Mex-klassiker, hvor man blandt andet kan få Crunch Wraps - heldigvis er de utroligt nemme at lave selv, og så smager de fremragende.
Denne gang har jeg lavet endnu en klassiker fra deres ikoniske menukort, og her snakker vi Chicken Crunch Wrap - samme koncept med fyldte tortillas, der steges sprøde på ydersiden, men cremede indeni.
Her er fyldet blot kyllingekød rørt op med cremefraiche og et hjemmelavet spice-mix, der minder om det klassiske taco-krydderi.
Fang opskriften herunder:
Chicken Crunch Wraps
Nemme sprøde snacks!
2 portioner
20 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 400 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 4 stk tortillas (xl)
- 1 håndfuld tortilla-chips/doritos
- 200 gram kogt/stegt kylling
- 2 håndfuld salat, finthakket
- 1 stk rødløg
- 1 stk avocado
- 4 spsk. cremefraiche (enten 18% eller 38%)
- 100 gram cheddar, revet
Spice-mix
- 1 tsk paprika
- ½ tsk hvidløgspulver
- ½ tsk spidskommen, stødt
- ½ tsk oregano
- ½ tsk salt + peber
Fremgangsmåde
- Bland alle krydderierne i cremefraichen og hak din kylling i små stykker - bland det sammen og lad det trække, mens du forbereder resten.
- Snit løg og rødløg fint og skær din avocado i tynde strimler - stil det klar sammen med revet ost.
- Varm en pande op til middel varme - læg fire XL-tortillas på bordet. Læg ost, salat, chips, cremefraiche-fyld og ost igen på hver tortilla (osten skal være i top og bund, så den smelter) og fold først to af siderne ind mod midten og luk den så igen til sidst ved at folde de to resterende sider indover.
- Steg dem på en tør pande i 5-6 minutter, indtil osten er smeltet og ingredienserne er varmet igennem. Serveres rygende varme.