Dawood Basha: Libanesiske kødboller i tomatsovs
Nem og velsmagende klassiker fra Mellemøsten!
Kødboller findes i alskens afskygninger verden over, og den seneste i rækken, som jeg har eksperimenteret med, kommer fra det mellemøstlige køkken.
Mere specifikt fra Libanon - de går under navnet Dawood Basha.
Selve retten er egentlig ikke kun kødboller - men kødboller i tomatsovs.
En dejlig nem og krydret simreret, hvor man først lige bruner sine kødboller og derefter braiserer dem i en tomatsauce med grøntsagsbouillon.
Krydderiet i denne ret er allehånde - men hvis det skal være helt rigtigt skal man faktisk bruge 'seven spice'. Hvor allspice aka. Allehånde er et bær med mange af noterne fra forskellige krydderier, så er seven spice et blandingskrydderi af allehånde, peber, kanel, nelliker, koriander, spidskommen og muskatnød.
Har du lidt af de nævnte krydderier i skuffen, så går du ikke galt i byen med at spæde lidt til og smage til.
Fang min opskrift på Dawood Basha herunder:
Dawood Basha: Libanesiske kødboller i tomatsovs
Nemt og krydret!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 40 minutter
Ingredienser
- 400 gram oksefars el. lammefars
- 1 stk løg
- 3 fed hvidløg
- 1 håndfuld persille
- 2 spsk. olivenolie
- ½ tsk salt + peber
- 1 tsk allehånde, stødt
Tomatsovs
- 1 stk hakkede tomater, dåse
- 1 stk løg
- 2 stk hvidløg
- 1 tsk salt + peber
- 1½ tsk allehånde, stødt
- 1 spsk. honning, el. sirup
- 4 stk kartofler
- 300 ml grøntsagsbouillon
Fremgangsmåde
- Rør farsen sej med 3/4 tsk. salt et minuts tid. Hæld grofthakket løg, hvidløg og persille i en blender/foodprocessor/med stavblender og blend sammen med olivenolie til en puré. Bland den i farsen og tilsæt lidt friskkværnet peber samt allehånde. Form det til kødboller og lad dem trække smag i køleskabet i 30-40 minutter, hvis du har tid.
- Bland alle ingredienserne sammen til tomatsaucen og blend det til en ensformig masse - bring den i kog i en gryde under låg og lad det simre i 10 minutter. Tag låget af til sidst for at lade saucen koge lidt ind. Smag løbende til.
- Varm en pande op til middelvarme med en sjat olivenolie og brun kødbollerne få minutter i alt på begge sider - hæld dem i den simrende tomatsauce og lad det småkoge ind i 20-25 minutter, indtil kødbollerne er gennemstegte og har givet smag til saucen. Tilføj også dine skrællede kartofler skåret i mundrette tern på dette trin sammen med nok grøntsagsbouillon til, at kødbollerne blot er dækket. Lad det koge/braisere de første 10 minutter med låg på - derefter kan du tage den af for at koge den lidt ind ved højere varme.
- Serveres enten til godt brød, fladbrød eller hvide ris. Top eventuelt med ristede pinjekerner.