Koshari - Egyptens nationalret
En velkrydret, smagfuld ret!
Koshari er en fantastisk spise fra det egyptiske køkken, hvor den defineres som landets nationalret - den bruges både som en klassisk aftensmad i ugens løb eller som lækker streetfood på gaderne.
Det er lidt en sjov ret - i sig selv er den egentlig bare et væld af tilbehør bundet op omkring en krydret tomatsauce. Men det fungerer bare!
Krydrede ris, krydrede linser, macaroni, tomatsauce og friterede løg - svøbt i en lækker hjemmelavet Baharat-krydderiblanding som dufter og smager af mellemøstlig mad.
Den klassiske måde at servere den på er ved at 'stable' ingredienserne i en kuppel - og det ligner lige dele SU-venlig mad sidst på måneden og utrolig autentisk streetfood.
Men smagen? Den kan man ikke sætte en finger på - fang opskriften herunder:
Koshari
Egyptens nationalret!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- ½ tsk muskatnød, revet
- 1 tsk allehånde, stødt
- 2 tsk koriander, stødt
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk paprika
- 2 tsk spidskommen, stødt
- 1½ tsk kanel, stødt
Friterede løg
- 3 dl fritureolie/solsikkeolie
- 1½ dl hvedemel
- 2 stk løg
Macaroni
- 200 gram macaroni
Krydrede linser
- 500 ml vand
- 1 spsk. baharat-krydderblanding
- 2 dl grønne/brune linser
Krydrede ris
- 500 ml vand
- 1 spsk. baharat-krydderblanding
- 2 dl hvide ris
Tomatsauce
- 2 spsk. baharat-krydderblanding
- 200 gram kikærter, kogte
- 400 gram passada eller hakkede tomater
- 2 fed hvidløg
Fremgangsmåde
- Start med at snitte dine løg helt fint - varm en pande eller lille gryde op med olie til middelhøj varme. Vend de snittede løg i hvedemel og fritér dem af flere omgange, indtil de er gyldne og sprøde. Lad dem afdryppe på køkkenrulle, mens du forbereder resten.
- Bland alle ingredienserne til Baharat-krydderiblandingen og stil klar. Riv dine hvidløg og svits dem i lidt olie i en gryde tilsæt 2 spsk. krydderiblanding og tilføj tomaterne samt de kogte kikærter. Lad det småsimre under låg, mens du forbereder resten - smag løbende til med salt og peber.
- Sæt vand over til både ris, linser og macaroni - de skal koge forskellige tider, men sæt alligevel over på samme tid, da det kan holde sig varm under låg. Når vandet koger tilføjer du en teskefuld salt i hver og tilføjer en spiseskefuld krydderiblanding i vandet til både linser og ris - macaroni koges blot i saltet vand.
- Når tingene er tilberedte kan ud enten serverer det som et slags 'tapas'-bord med tilbehør og sauce - eller lave en klassisk 'samling' af retterne i en kuppel. Ved sidstnævnte skal du i en rund skål lægge friterede løg nederst, efterfulgt af tomatsauce med kikærter, macaroni, linser og til sidst ris. Serveres gerne med lidt friskhakket persille.