Dette trick kan mindske dræbersnegle i haven til næste år
Få bugt med dræbersnegle i haven!
Dræbersnegle er en stor udfordring for haveejere, og i 2024 har det været storslemt i de danske haver.
Vi bragte tidligere en guide til, hvordan du slipper af med dræbersnegle, mens det står på - men denne gang kigger vi nærmere på, hvordan du måske kan undgå den store invasion i næste sæson.
Og tricket er egentlig meget simpelt - men kræver måske lidt detektivarbejde.
Det simple trick er:
Find og fjern dræbersneglens æg.
Dræbersnegle lægger deres æg i fugtige, skyggefulde områder af haven, ofte under blade, sten, eller i løs jord. Rod også gerne din kompostbunke igennem, da de nemt kan have lagt deres æg i lagene af det komposterende materiale.
Æggene er små, gennemsigtige eller hvide kugler, der ligger i klumper. Et enkelt sneglepar kan lægge op til 300-500 æg om året, hvilket hurtigt kan føre til en stor sneglepopulation, hvis de ikke fjernes.
Og æggene bliver tit lagt i 20-30 æg af gangen i klynger, så dræbersneglen er effektiv til formering.
Æggene klækkes typisk efter to-tre uger, så det er vigtigt at begynde at lede efter dem i efteråret og fortsætte med at tjekke jævnligt, især efter regn, da sneglene foretrækker at lægge æg i fugtige forhold. Du bør gennemgå din have mindst én gang om ugen i efteråret og foråret for at fjerne eventuelle æg, du finder.
Det smarte er, at du slår to fluer med et smæk - det er nemlig fordelagtigt at få haven igennem om efteråret og gøre den vinterklar.
Det betyder at soignere haven for ekstra ukrudt, nedfaldsblade og andet haveaffald - som sneglene kan gemme sig i. Win-win!
Du kan med fordel vende tilbage til de steder, hvor du tidligere har fundet æg, da dræbersneglen har en tendens til at genbruge steder.
Når du finder snegleæg, kan du fjerne dem manuelt ved at bruge handsker eller en pincet. Et andet effektivt trick er at bearbejde jorden med en spade eller greb, hvilket kan ødelægge æggene direkte.
I bund og grund skal de bare kvases - simpelt og nemt.
Og inden du tænker, at det er synd for dyrelivet - så tænk på dræbersneglen som en stillehavsøsters. Dem er vi danskere blevet opfordret til at finde og spise, netop fordi er invasive.
Og dræbersneglen er invasiv over for havens 'naturlige' snegle.
Så tag du bare pandelampen på og spaden i hånden og gå amok i haven!