Fra ukrudt til guld (part III): Brændenældebrød
Udnyt havens ukrudt!
Forårssæsonen er over os, og selvom det heldigvis betyder lysere tider, mere solskin og et skridt tættere på sommer, så er der også visse ting, som er lidt irriterende.
Eksempelvis ukrudt.
Det skyder op i haven på ingen tid, og er af og til lidt besværligt at komme til livs.
Men man kan vælge at se dem som en 'havefjende', eller udnytte deres naturlige egenskaber.
Jeg har tidligere lavet et par eksempler på, hvordan man kan forvandle ukrudt til guld, eksempelvis mælkebøttesirup, og denne gang er turen kommet til den kære brændenælde.
Den vokser overalt, er ret ubehagelig at få på fingrene - men den smager skønt. Både som suppe, men også i brød. Den giver en frisk smag, let krydret og bidrager med nogle lidt florale toner.
Jeg har lavet en lille opskrift herunder, hvor du kan udnytte dine brændenælder til at give lidt ekstra smag og sundhed i dit hjemmebag!
Brændenældebrød
Spis din ukrudt!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 18 minutter
Ingredienser
- 4 dl brændenældevand
- 2 l brændenælde
- 20 gram gær
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk salt
- 100 gram rugmel
- 1 dl græskarkerner
- 450 gram hvedemel
Fremgangsmåde
- Start med at lave en 'suppe' eller 'te' af lidt af dine brændenælder. Gerne 2 deciliter blade. Læg dem i en skål og og hæld 4 dl kogende vand over dem. Lad det stå og trække i ca. 4-5 minutter. Si væsken og lad den køle af. Gem de skoldede brændenælder til senere. Skold desuden de resterende brændenældeblade i kogende vand over en si og hak dem fint. Gem dem til lidt senere i en skål.
- Når brændenældesuppen er lunken, opløses gæret. Tilsæt herefter olivenolie og salt. Tilsæt nu rugmel og hvedemel lidt efter lidt. Tilsæt til sidst græskarkernerne og de hakkede brændenældeblade. Lad det hele blive æltet grundigt rundt på en røremaskine i ca. 10 minutter.
- Smør en skål med olivenolie og læg dejen i. Lad den hæve ved stuetemperatur i ca. 30-45 minutter.
- Tag den herefter op og fold siderne af dejen ind under sig selv, så du danner en spændt bold. Læg den på en bageplade med bagepapir og lad den hæve yderligere 30 minutter.
- Tænd ovnen på 200 grader. Bag den i ovnen i ca. 35-38 minutter.