Gløgg Sour
Julevenlig cocktail!
Julen står for døren, og hvis det hele ikke skal gå op i varm kakao og konfekt - så skal der også lidt cocktails på bordet til julefrokosterne og nytårsfesten, som kan sprede lidt spænding og farve i en mørk årstid!
Vi har allieret os med Zacapa Rom på en kæk lille julevenlig cocktail, som kombinerer en klassiker med lidt julestemning.
Vi har lavet et julet take på en Sour-cocktail, hvor kombinationen af sødlig rom, krydret gløgg-ekstrakt og citrus fungerer eminent godt.
Til formålet har vi brugt en Ron Zacapa 23-års, en evig klassiker, som giver tilpas mængde sødme, dybde og masser af naturlige kryddernoter som modspil til den i forvejen krydderi-tunge gløgg.
Ron Zacapa er kendt for rom, der er enormt komplekse i smagen, og det giver cocktailen en uimodståelig dybde, der spiller godt sammen med krydderierne i de julede smage.
Sødmen og syren mødes og giver en cocktail, der balancerer smagene og både fremstår saftig og læskende, men også intens og parfumeret.
Gløgg-ekstrakten til formålet kan ligesom dyr og billig alkohol varieres alt efter, hvad du foretrækker - vi har 'tryktestet' den og drinken fungerer både godt med den helt billige dunk gløgg-mix fra supermarkedet og den dyre/hjemmelavede - vi anbefaler dog, at du tager den lidt mere raffinerede, da det giver mere dybde på helhedsoplevelsen.
Du kan afprøve opskriften selv herunder:
Gløgg Sour
Julet cocktail!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 2 minutter
Ingredienser
- 5 cl ron zacapa 23-års
- 2½ cl friskpresset citronsaft
- 3 cl sukkersirup
- 3 cl gløgg-ekstrakt
- 1 stk æggehvide
Fremgangsmåde
- Hæld alle ingredienserne i en shaker - uden is - og ryst det hele sammen i 30 sekunder.
- Tilføj nu en håndfuld isterninger og ryst det i 30 sekunder yderligere for at køle det helt ned.
- Si det ned i et whiskyglas med isterninger og top den af med en skive dehydreret lime.