Grønne mirabeller syltet som 'oliven'
Krydret fermentering, som efterligner de klassiske oliven!
Det nordiske klima er ikke ligefrem det bedste grundlag for oliven-dyrkning - så vi må nøjes med, hvad vi kan finde i baghaven!
Efter inspiration af Anette Eckmans "N'oliven" lavet på blommer, har jeg forsøgt mig med mirabelle-blommer - og her snakker vi de grønne, umodne frugter.
Du ved, når de har fået en god størrelse på træet og nærmest har fået den fulde form - men just inden de er blevet enten til gule eller røde mirabeller.
Mens de stadigvæk hænger på træet og venter på at blive modne.
Her skal de plukkes, skylles og blandes sammen til en fermenteringsblanding, der over tid forvandler de umodne frugter til noget, man godt kan kalde nordisk oliven.
Efter et halvt til et helt års tid har de grønne, umodne mirabeller fået en helt anden smag - hvor de før var meget syre og rimpede munden sammen på grund af den umodne smag, har de nu fået afbalanceret smagen og blevet let krydrede.
Mirabellerne bliver utroligt velsmagende, saltede og ikke mindst overraskende tæt på oplevelsen af en god, klassisk oliven!
Du får selvfølgelig ikke den dybe, bitre aroma fra ægte oliven, men der sker noget magi, når man forsøger sig med at skabe en nordisk udgave af de klassiske oliven.
Mirabelle-træer giver frugt i juli-august, så sæt kryds i kalenderen!
Grønne mirabeller syltet som oliven
Nordiske oliven!
Ventetid: 4416 timer, 40 minutter
Tilberedning: 0 minutter
Ingredienser
- 20 stk mirabeller, umodne
- 3 fed hvidløg
- 2 stk laurbærblade
- 1 tsk oregano
- ½ tsk timian
- ½ tsk fennikelfrø
- 2 dl eddike
- 1 dl vand
- 2 spsk. groft salt
Fremgangsmåde
- Kog lagen op, indtil saltet er opløst og tilsæt krydderierne. Lad dem simre kortvarigt. Skyl dine nyplukkede mirabeller og placér dem i glasset - hæld den varme væske over, så det dækker helt. Sæt dem ind i et køkkenskab, og hav tålmodighed. Jeg smagte først på mine, da der var gået 7 måneder! Worth the wait!