Mandekogebogen

Kan rejer genfryses efter optøning?

Genfrysning af skaldyr?

Rejer er lidt af en luksus – men en, mange af os gerne vil have liggende klar i fryseren til hurtige middage. De er nemlig både hurtige at tø op og lynhurtige at tilberede. Men hvad gør man, hvis man har tøet rejer op og så alligevel ikke når at bruge dem? Er det egentlig okay at smide dem tilbage i fryseren? Ifølge både fødevaremyndighederne og professionelle kokke er svaret heldigvis ja – med et par vigtige forbehold.

Læs også: 10 måder at bruge brunet smør

Reglen: Sikker optøning = sikker genfrysning

Kory Foltz, kulinarisk direktør på Sunseeker Resort i Florida, bekræfter over for The Takeout, at du godt kan genfryse rå rejer, hvis de er blevet optøet korrekt i køleskabet og ikke har nået at blive dårlige. Den anbefaling er helt på linje med retningslinjer fra USDA (det amerikanske fødevareministerium), som generelt siger, at mad godt må genfryses, hvis det ikke har nået at fordærve.

Når det gælder rejer, betyder det, at de skal være i køleskabet i højst 1-2 dage efter optøning, før du vælger at fryse dem igen. Har du derimod ladet dem tø op på køkkenbordet eller i varmt vand? Så er det game over. Så har bakterierne nemlig fået frit spil, og rejerne skal smides ud.

Hvad med kvaliteten?

Selvom det er sikkert at genfryse optøede rejer, betyder det ikke nødvendigvis, at de bliver lige så gode. Både USDA og Kory Foltz påpeger, at kvaliteten kan tage et dyk. Rejer, der har været frosset og tøet mere end én gang, kan blive mere seje og tørre i teksturen, når de tilberedes.

Så selvom du ikke risikerer maveproblemer, skal du ikke forvente den samme silkebløde mundfornemmelse, som du får af rejer, der kun har været igennem fryseren én gang.

Hurtig optøning – og hurtig mad

Den bedste metode til optøning er at lade rejerne tø langsomt op i køleskabet. Det giver dig også fleksibilitet: Hvis planerne ændrer sig, har du 1-2 dage til at beslutte dig for enten at bruge eller genfryse dem.

Men hvis tiden er knap, kan du i stedet tø dem op i en skål med koldt vand. Det går hurtigere (10-20 minutter afhængigt af størrelse og mængde), men giver ikke samme fleksibilitet i forhold til genfrysning.

Alternativt kan du springe optøningen helt over og tilberede dem direkte fra frost – eksempelvis ved at skylle dem fri for is, lægge dem på en bageplade og give dem et par minutter under ovnens grill. Krydderierne kan du altid tilføje bagefter.

Hvad hvis rejerne er tilberedt?

Kory Foltz understreger også, at tilberedt reje kan genfryses – så længe den er opbevaret sikkert. Her gælder de samme regler: Jo flere gange den bliver frosset og optøet, jo mere lider konsistensen. Men i det store billede er lidt sej tekstur en lille pris at betale for at undgå madspild og forlænge holdbarheden.


 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce