Mandekogebogen

Krabbehotdog: Den vestjyske hotdog

Nyfortolkning af det vestjyske krabbebord!

Smagen er Vestjylland er uden tvivl baseret på et måltid, som er kreeret med råvarer fra Vesterhavet.

I min barndom husker jeg, hvordan vi af og til fik hevet voksdugen frem, som kort efter blev dænget til i krabbekløer - her skulle man ellers med sin fingerevner, hummer-tang og god tålmodighed grave det lækre kød ud af skallerne og spise dem i ristet brød med mayo og frisk citron.

I mit andet heat til kampagnen 'Smagen af Danmark' i samarbejde med Aalborg Akvavit, hvor jeg skal repræsentere Vestjylland, har jeg valgt at tage udgangspunkt i Vesterhavet!

Mere specifikt en nyfortolkning af det klassiske krabbebord, hvor man mødes med venner og bekendte til en langbord fyldt med snaps og nykogte krabbekløer.

Essensen af denne oplevelse har jeg 'kondenseret' ned til en krabbehotdog med friteret tang og snapsesyltede rødløg. 

Den friterede tang er blæretang, som man rent faktisk selv kan gå og plukke langs Vesterhavet og tage med hjem i køkkenet - og når man friterer det i lidt olie, får man en sprød chips-lignende konsistens, som kan minde om havets ristede løg!

Og foruden en skarp i form af en lille snaps ved hver eneste krabbehåndmad (det tager jo tid at skrabe kødet ud, så der skal være lidt til ganen i ventetiden!), så har jeg valgt at inkorporere snapsen i syltelagen til mine rødløg.

Her har jeg brugt Aalborg Dild, som har en let bitterhed og frisk kryddersmag, som går utrolig godt sammen med de sur-søde noter i en almindelig syltelage - det giver kant, skarphed og mere dybde og endda friskhed til løgene. 

Herunder får du opskriften på den vestjyske hotdog med hele pivtøjet!

Tip: Hvis du ikke kan skaffe krabbekløer eller krabbekød, så kan du sagtens udskifte med eksempelvis jomfruhummer, hummer eller krebsehaler - det giver stadigvæk en rigtig god frisk havsmag, som passer godt til resten af ingredienserne.

ANNONCE
Krabbehotdog: Den vestjyske hotdog
Krabbehotdog: Den vestjyske hotdog
Udskriv opskriften

Krabbehotdog med friteret tang og snapsesyltede rødløg

Den Vestjyske hotdog!

2 portioner 1 time, 20 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 1250 kcal pr. portion

Ingredienser

Snapsesyltede rødløg
  • 1 tsk yderligere smagsgivere: peberkorn, fennikelfrø, citronskal
  • 1 dl aalborg akvavit, dild
  • 1½ dl sukker
  • 2 dl eddike
  • 2 stk rødløg

Friteret tang
  • 1 tsk flagesalt
  • ½ dl olivenolie, til stegning
  • 1 håndfuld blæretang

Krabbesalat
  • 1 spsk. dild, fintsnittet
  • ½ tsk fint salt
  • ½ tsk citronskal, revet
  • 1 tsk dijon-sennep
  • 2 spsk. god mayonnaise (hjemmelavet eller købt)
  • 2 spsk. creme fraiche 38%
  • 200 gram krabbekød

Pynt og brød
  • 1 tsk dild
  • 4 stk pølsebrød, gerne briochebrød

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave lagen til de snapsesyltede rødløg - bring sukker og eddike i kog. Når sukkeret er opløst, tilføjer du krydderier - du kan nøjes med peberkorn og evt. sennepskorn, men den får en ekstra god smag af lidt fennikelfrø og citronskal. Tag Lagen fra varmen og hæld Dild-snapsen i. Finsnit dine rødløg i skiver og læg dem i den varme lage. Lad dem trække minimum 1 time - gerne til dagen efter.
  2. Lav din krabbesalat ved at blande krabbekød med cremefraiche, mayo, sennep og tilføj revet citronskal, salt, lidt friskkværnet peber og fintsnittet dild. Smag det til og stil det i køleskabet for at sætte sig i 30 minutter.
  3. Varm olien op på en pande til høj varme og smid dine blæretang på panden (det er bedst, hvis de er ret udtørrede, da det ellers kan sprutte en del) i et minuts tid, hvor du rører rundt i det og giver det farve og sprødhed - pas på, det kan sagtens 'poppe' i den varme olie. Læg det på fedtsugende papir og drys med flagesalt.
  4. Saml dine hotdogs ved at fylde krabbesalat i brødet efterfulgt af snapsesyltede rødløg - hak eller bræk tangen i mindre stykker og læg på toppen sammen med lidt frisk dild. Serveres naturligvis med en skarp i form af Dild Snaps fra Aalborg Akvavit.
Del

Seneste nyt

Annonce