Langtidsstegt flæskesteg
Saftig flæskesteg med sprød svær!
Saftigt kød og sprød svær på din flæskesteg?
Så skal du prøve langtidsstegt flæskesteg - det er en simpel opskrift, hvor man med et par simple tricks opnår en solid saftighed i kødet og boblende sprøde svær på toppen.
Det er som altid lige at finde den rette tilgang, så man kan få alle elementerne til at spille på den udskæring.
Jeg har altid været meget lidt vanskelig, når det kommer til en flæskesteg - jeg kommer fra det vestjyske, hvor det er kutyme at gennemstege en flæskesteg, og gerne lidt længere tid i ovnen for at tilgodese sværene frem for saftigheden - så jeg er svær at skuffe, når det kommer til den kære sprøde gris.
Men ikke desto mindre er jeg godt klar over, at målet jo er at finde den perfekte mellemvej, hvor man har saftig kød og sprød svær.
Og så er det en god idé at afprøve teknikken langtidsstegt flæskesteg!
Til at afprøve teknikken har jeg haft fingrene i en krogmodnet flæskesteg fra Dyrbar, som er saftig, mør, smagfuld og med en masse fedt til at give smag til kødet.
Ved langtidsstegt flæskesteg får stegen lov til langsommeligt at komme op i temperatur, og derefter får én med nakken, når den have sværene til at blive sprøde.
Med denne teknik opnår du et solidt resultat, som gør, at kødet forbliver saftigt og toppen bliver sprød - vil du være på den helt sikre side, så kan du vælge at bruge et stegetermometer og holde øje med stegen.
Som med så mange andre udskæringer kan man aldrig skære alle stegetider over én kam - men med denne guide kommer du rigtig langt!
Fang opskriften herunder:
Tricks til den perfekte flæskesteg
Hvordan får jeg sprøde svær på min flæskesteg?
Tjek sværene efter og snit dem dybere, hvis de ikke er helt nede i fedtet - men pas på med IKKE at skære ned i kødet. Tag dig god tid til at gnide salt ind i mellem rillerne i sværen.
Skold eller ‘kog’ sværene som det første, når stegen skal steges. Det er med til ikke bare at gøre dine flæskesvær sprøde, men at få dem til at boble op.
Hvilken udskæring bruger man til flæskesteg?
Kamsteg er den klassiske, men også den, som tit kan steges tørt - bruger du i stedet ribbensteg, så rummer de tit så meget fedt, at du næsten ikke kan gå galt i byen. Der er dog mindre kød på - så det er en smagssag! Men teknikken med langtidsstegt flæskesteg kan bruges til begge udskæringer.
Hvilken kernetemperatur skal jeg stile efter?
Hvis du bruger stegetermometer, vil jeg anbefale, at du rammer omkring de 64-66 graders kernetemperatur, før du skruer op for at gøre sværen sprød. Så vil du have bedre held med, at den ikke steger for meget videre, når den skal hvile.
Hvordan laver man sovs af flæskesteg?
Man smider løg, gulerødder og laurbærblade i fadet med flæskestegen og holder kogende vand ved - denne base danner grundlag for sovsen, når flæskestegen ‘sveder’ og steger masser af saft og kraft ned i væsken.
Hvorfor får jeg ikke sprøde svær på min flæskesteg?
Der er mange tricks og faldgruber. Evnen til at få sprød svær kan eksempelvis mindskes, hvis stegen har været frosset, og hvis man har skåret for dybe snit i sværen, kan kødsaften stige op og spolere muligheden. Kig sværene efter og se, hvor dybe snit, der er - og i værste tilfælde kan man vælge at give den varmluft med grillfunktion til sidst for at få dem til at boble op, selvom det kan gå udover saftigheden i kødet.
Langtidsstegt flæskesteg
Saftig gris og sprød svær!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 3 timer, 30 minutter
Ingredienser
- 1600 gram flæskesteg/ribbensteg
- 1 spsk. salt
- 2 stk løg
- 2 stk gulerod
- 3 stk laurbærblade
- 600 ml vand
Fremgangsmåde
- Start med at kigge sværene efter på din flæskesteg - alt efter, hvor du har købt den, kan 'kvaliteten' af udskæringen varierer. Sværene skal være skåret helt ned til fedtet og IKKE længere. Så hvis du efterskærer, skal du passe på ikke at skære ned i kødet. Skær gulerødder og løg i mindre stykker og stil klar.
- Forvarm ovnen til 100 grader. Læg nu din flæskesteg i et fad med sværene NEDAD, og læg grøntsagerne omkring den. Stil den i ovnen, mens du tænder for elkedlen. Når det koger, hælder du 600 ml vand i fadet. Lad din flæskesteg stege i 30 minutter.
- Efter 30 minutter tager du din steg ud, vender den rundt og drysser et jævnt lag salt over de 'pocherede' svær - gnid det godt ned i mellem rillerne. Smid nu et par laurbærblade nedi vandet og stil flæskestegen tilbage i ovnen med sværene OPAD. Her skal den stege i ca. 2,5-3 timer.
- Vil du være på den helt sikre side med stegningen, kan du bruge et stegetermometer og holde øje med kernetemperatur - når den er omkring de 64-66 grader, er det tid til at skrue op for at få sprøde svær.
- Når kernetemperaturen er omkring det nævnte, eller den ca. har fået mellem 2,5-3 timer, skruer du op på 210 grader varmluft i 20-25 minutter for sprøde svær. Vend den eventuelt løbende, hvis din ovn bager ujævnt. Hold øje med sværene popper op. Tag stegen ud og lad den hvile i 10-15 minutter, inden du skærer den ud.