Mandekogebogen

Marengs-issandwich

Sprødt, blødt og lækkert!

Issandwich er altid et hit året rundt - både sommer og vinter - og denne gang har jeg kastet mig over lidt af en speciel sammensætning.

Nemlig en issandwich med marengs!

Normalt kan desserter med marengs såsom pavlova eller fuglereder ikke fryses ned, da marengsen bliver blød og klistret.

Men når man laver det til en issandwich, så får man en sprød overflade på marengen, en sej og blød konsistens i midten og til sidst en cremet og lækker flødeis.

Du kan lave din egen is til denne is-sandwich - så kan du blot bruge min opskrift på vaniljeis og så tilføje 80-100 g chokolade til opskriften.

Og ellers kan du blot købe en rigtig god chokoladeis og 'snyde' lidt. 

Når man laver marengen på denne måde som i opskriften, så får man den der 'tyggegummi'-konsistens i midten af kagen, som passer utrolig godt sammen med isen.

Følg med i opskriften herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Marengs-issandwich

Sprødt og blødt!

6 portioner 2 timer, 10 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 2 timer
Ca. 400 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 3 stk æggehvider
  • 200 gram flormelis
  • 80 gram mørk chokolade
  • 400 ml chokoladeis, hjemmelavet eller købeversion

Fremgangsmåde

  1. Hvis du laver din egen is, så gå i gang med den først - kig på min opskrift på vaniljeis med chokolade længere oppe i artiklen! Er den hjemmelavet, kan du smøre den færdige is ud i et fad, så isen får en højde 2-3 centimeter. Hvis du bruger købeis, kan du blødgøre det lidt og smøre det ud i et fad. Det gør det nemmere at udstikke portionsstørrelser senere.
  2. Dernæst skal marengsen laves - forvarm ovnen på 100 grader varmluft. Hæld æggehvider og flormelis sammen i en røremaskine og pisk det luftigt og sejt i godt og vel 7-8 minutter.
  3. Put det i en sprøjtepose eller frysepose, hvor du klipper et hul i enden - sprøjt 10-12 cirkler på 10 cm i diameter på en bageplade med bagepapir.
  4. Bag dem i 2 timer - sluk herefter ovnen og åbn lågen på klem og lad dem køle af.
  5. Når marengsene har kølet af, smelter du den mørke chokolade over et vandbad - sprøjt det herefter som et mønster henover marengsene og lad det tørre.
  6. Udstik nu cirkler med en udstikker, som passer med diameteren på marengen - saml forsigtigt marengsene om isen, hvor den let smeltede overflade forenes med marengen og klæber sammen. Tryk blot let, da marengsene stadig er skrøbelige. Smid dem i fryseren en times tid, hvorefter de er klar til servering!
Del

Seneste nyt

Annonce