Pulled Beef Tacos
Smørkørt kød og lækre tacos!
Pulled Pork har alle dage været en god idé, når man rigtig skal smovse og har god tid til at sætte kødet ind i ovnen fra morgenen af og bare afvente det smørmøre kød.
Har du prøvet at lave pulled beef? Også en simpel klassiker, som tager lidt mindre tid, men får mindst lige så mørt et resultat, hvis man bruger den rigtige udskæring.
Jeg bruger altid tykkam, da det er den udskæring, som egner sig bedst til at blive helt mør - hvad enten du skal bruge det til gammeldags oksesteg eller måske en gullasch.
Eller i dette tilfælde - pulled beef tacos!
Der har jeg allieret mig med en udskæring fra Dyrbar, der går under navnet braiserbøf - i al sin enkelthed et par praktiske bøffer, som egner sig særdeles godt til langtidsstegning.
I denne omgang i en braisering i ovnen, hvor kødet får selskab af en hjemmelavet barbecue-rub samt æblemost og bouillon - efter ca. 5 timer er kødet så mørt, det kan trevles helt fra hinanden.
Og sammen med en hjemmelavet pico de gallo og majs-tortillas? Så sker der magi!
Pulled Beef Tacos
Smørmørt!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 timer
Ingredienser
- 800 gram tykkam (eks. braiserbøf fra dyrbar)
- 1 dl barbecue-krydderi (se opskriften længere oppe i artiklen)
- 1 dl æblemost
- 3 dl oksebouillon (eller vand)
- 2 stk løg
- 3 fed hvidløg
- 1 stk gulerod
Tacos og Pico de gallo
- 3 stk tomater
- 1 stk jalapenos
- 1 stk rødløg
- 1 stk frisk koriander, bundt
- 12 stk tacos, hjemmelavet eller gerne majs-tortillas
Fremgangsmåde
- Bland din rub sammen, eller kombiner 3-4 af dine yndlingskrydderier, og smør det grundigt over det hele på kødet. Nu kan du vælge at lade det trække en times tid eller natten over.
- Læg den herefter i en gryde eller stegeso - hæld æblemost og bouillon ved siden af kødet og smid løg og hvidløg i kvarte samt en skrællet gulerod i mindre stykker.
- Stil den i en forvarmet ovn på 140 grader og giv den ca. 5 timer - kig til den undervejs og 'baste' den eventuelt med saucen, som bliver en lækker indkogt sag, der både giver saft og kraft til kødet igen.
- Hak alle ingredienserne til din pico de gallo fint og rør sammen, så det er klar. Taco'erne skal lige lunes i 15-20 sekunder i mikroovnen.
- Herefter skal du blot trevle kødet fra hinanden, drizzle det en smule med braiseringsvæsken og ellers bare gå til fadet!