Mandekogebogen

Sådan tørrer du chili

Tørring af chili til pulver og opbevaring.

Har du for mange chili i grøntsagsskuffen eller lidt for mange på planterne efter årets selvforsyningssæson? Så kan du enten vælge at fryse eller tørre dine chili. 

Du kan vælge at fryse dine chilifrugter ved at skylle dem og skære stilken af - herefter er de nemme at tage op og rive på et rivejern, mens det stadigvæk er frossent.

På den måde kan du rive din chili i dine retter efter smag uden at skulle hakke, snitte eller lignende.

Men at tørre chili er en lidt mere praktisk måde, da man hele tiden har chili som krydderi ved hånden, når det er tørret chili. 

Tørret chili er både en god måde at konservere og opbevare en høst af chili fra køkkenhaven samtidig med at det er en nem måde at styre styrken i dine retter.

Et par drys, som vækker retten til live? Det er guld værd!

Der findes basalt set 3 måder at gøre det på:

1) Ovntørring

Den mest praktiske, nemmeste og billigste løsning - her skal du blot flække dem og lægge dem med skæresiden opad på en bageplade med bagepapir, hvor de bages ved lav varme, indtil de er tørre.

2) Dehydrator

Hvis du har en dehydrator, er dette den mest optimale løsning - den koncentrerer luften og varmen omkring dine chili og kan indstilles helt korrekt. 

Du kan købe en dehydrator lige her (reklamelink).

3) Lufttørring i et vel-ventileret rum

- det er nok den, jeg er mest usikker ved, da man ikke altid kan vide, hvordan luften og luftfugtigheden er i rummet og dermed kan risikere, at chilien rådner eller mugner inden tørring. Men hvis du vil prøve kræfter med den, så tag noget ståltråd eller snor og bind dine chilier (hele) op i 'guirlander' og lad dem hænge til tørre i 2-3 uger. 

Der er også en fjerde teknik, men den teknik bruges kun i lande med meget sol såsom Indien og Mexico, som er kendte for deres chili - i Danmark har vi ikke så meget sol at vi kan hænge dem udenfor at lade dem soltørre. 

Teknikken og 'opskrift' på de forskellige måder at tørre dine chilier på finder du nederst i artiklen!

Tørret chili kan bruges som krydderi og smagsgiver til mange retter.

Du kan enten tørre dem helt ud, så de kan males til chilipulver - eller du kan male dem lidt mindre, så det bare er chiliflager.

Du kan også vælge Semidried-teknikken, hvor du så efterfølgende hælder olivenolie på den og har dem som en slags syltet chili til pizza, sandwich og lignende. 

Hvad du vælger at bruge dine tørrede chili til, afhænger selvfølgelig af, hvilke chilier du har med at gøre.

Jalapenos egner sig fantastisk til syltning og semidried-teknikken, mens eksempelvis røde chilipebre og cayenne-pebere er geniale til chilipulver. 

Jeg har også eksperimenteret med habanero som er en heftig sag på chilistyrken - den blev tørret og knust til chiliflager og lagt i et syltetøjsglas med lufttæt låg. 

Og her skal man eddersparkeme passe på! Jeg prøvede at drysse lidt udover en pizza for at pifte den lidt op - vi snakker en kvart teskefuld! - og jeg var grædefærdig i 10-20 minutter og pizzaen var uspiselig.

Så kend din chili på forhånd!

Herunder finder du tørringsguide i forhold til tørretid, temperatur og det hele:

ANNONCE
Friskplukkede chilier (habanero) klar til tørring. - Sådan tørrer du chili Friskplukkede chilier (habanero) klar til tørring.
Eksempel på dehydrator, hvor chilifrugterne ligger i lag. - Sådan tørrer du chili Eksempel på dehydrator, hvor chilifrugterne ligger i lag.
Efter tørring - klar til at mortes til pulver eller chiliflager. - Sådan tørrer du chili Efter tørring - klar til at mortes til pulver eller chiliflager.
Udskriv opskriften

Tørring af chili: chilipulver og chiliflager

Spicy krydderi!

1 portion 6 timer, 1 minut
Forberedelse: 1 minut
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 6 timer
Ca. 100 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 2 håndfuld chili (rød chili, habanero, jalapenos, cayenne, etc.)

Fremgangsmåde

  1. Tørring i ovn: Forvam ovnen på 60 grader. Vask og skyl dine chili og tør dem herefter grundigt i et viskestykke. Flæk chilierne på midten og læg dem på en bageplade med bagepapir. Tør dem i ovnen i ca. 6-10 timer - tørretiden kan variere efter, hvor store dine chilier er og hvilken form de har. Mærk og kig til dem efter 5-6 timer. Hvis de føles tørre, så prøv at tage en ud og stød den i en morter eller hak dem - er den før blød? Giv dem mere tid.
  2. Tørring i dehydrator: Vask, skyl, tør og flæk dine chilier som ved ovnteknikken - læg dem på hylderne med god afstand i din dehydrator og indstil den til mellem 45-60 grader. Nu kan du vælge at køre ovnteknikken med 6-10 timer, eller måske 50 grader i 12-15 timer - så er du garanteret knasende tørre chilier, som kan males til pulver.
  3. Når chilierne er tørre, mortes de i en morter indtil den ønskede 'konsistens' - kort tid for blot chiliflager og længere tid for at gøre det til et pulver.
  4. Opbevar dine chiliflager og dit chilipulver i lufttætte beholdere - det er vigtigt, at dine chilier er 'dampet' helt af, inden de ryger på glas. De er stadigvæk lidt lune og kan udvikle kondens efter tørring, hvis du putter dem i glasset for tidligt.
  5. Semidried-teknikken: Læg dine halverede chilier i en forvarmet ovn på ca. 80 grader i 3-4 timer, eller indtil de begynder at blive tørre og eventuelt let mørke i kanten - de må ikke tage for meget farve. Når de er semidried, hældes de i et glas og overhældes med olivenolie for konservering - så får du en saftig og tørret chili til sandwich og lignende.
Del

Seneste nyt

Annonce