Sursød Kylling i sursød-sauce: Sweet and sour chicken
En ægte klassiker fra kinagrillen!
En ægte klassiker af en opskrift fra den lokale kinagrill er sursød-kylling eller sweet and sour chicken.
I al sin enkelthed sprøde stykker kylling svøbt i en lækker, cremet, syrlig og sød sauce - som fås i alskens afskygninger og forskellige opskrifter.
Herunder får du min klassiske og autentiske opskrift på en simpel, nem og lækker sursød-kylling.
Man får det sprøde, knasende bid fra den panerede kylling akkompagneret af en lækker, aromatisk sauce.
Denne opskrift serveres ovenpå ris - men hvis du eksempelvis vil køre den mere 'gryderet'-agtig, hvor man får grøntsager og lignende, så skal du bare doble saucen op (eventuelt lidt bouillon) og tilføje lækre grøntsager: eksempelvis babymajs, ananas, peberfrugt og forårsløg.
Kylling i sur-sød-sauce: Sweet and sour chicken
2 portioner
15 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 650 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 250 gram kyllingebryst
- 3½ spsk. majsstivelse
- 1½ dl hvedemel
- 50 gram sukker
- 4 spsk. eddike (gerne fransk æblecidereddike)
- 3 spsk. citronsaft
- 2 stk hvidløg, revet
- 1 tsk chiliflager, kan undlades
- 2 stk æg
- 1 spsk. brun farin
- 1½ spsk. soyasauce
- 4 dl solsikkeolie, til stegning
Fremgangsmåde
- Start med at lave saucen, så den er klar til senere - hæld hvidløg, citronsaft, æblecidereddike, chiliflager, sukker, soya, 0.5 spsk. majsstivelse og brun farin i en skål. Bland sammen, indtil sukker er opløst. Hæld det i en wokpande eller høj pande, så den er klar til brug senere.
- Skær kyllingen i små tern. Hæld 2 spsk. majsstivelse i en skål, mens du i en anden skål hælder hvedemel og 1 spsk. majsstivelse (krydr melblandingen med 0,5 tsk salt.). Klæk også æggene ud i en lille skål og pisk dem lidt sammen.
- Smid nu kyllingestykkerne i majsstivelsen først, så de er helt dækkede - herefter skal de over i æggeblandingen og dækkes, og til sidst skal i de coates i hvedemel/majsstivelse-blandingen. Gør det af flere omgange, så er det nemmere at styre.
- Varm olien op i en lille gryde, indtil du rammer ca. 170 grader - steg dem gyldne og sprøde 5-6 af gangen i 2-3 minutter og lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle.
- Tænd for saucen i wokken/gryden og lad den boble op og bliver tyk og cremet - majstivelsen jævner saucen, men den må også gerne koge lidt ind.
- Tilsæt de sprøde kyllingestykker og ryst panden sammen i 1 minuts tid, så alle stykker bliver dækket med saucen. Servér rygende varmt til ris!