Mandekogebogen

Vinderne fundet til årets Østersfestival 2018

Både i det salte og det søde køkken!

Fanø har i disse dage huset den årlige Østersfestival, hvor dygtige kokke dyster om at finde på den bedste ret med den ædle råvare. 

I år havde man ikke ladet sig nøjes med den klassiske, salte kategori, men havde udvidet til 'det søde køkken'.

Og hvis du også virker lidt skeptisk, når man forbinder desserter med østers, så er du nok ikke alene - men det fungerer! Eksempelvis Tommy Jespersens fra Falsled Kro, som lavede en dessert baseret på solmodne kirsebær, olivenolie-is og østers. En lille genistreg!

I den salte kategori løb Simon Thrane fra Restaurant TRIO i København med førstepladsen med sin fortolkning, der inkluderede hybenrose, hyben og jalapenos ”til at give lidt spark”.


Kun ét enkelt point skilte første- og andenpladsen, som gik til Nicolaj Christiansen fra Restaurant Treetop i Vejle. Han havde blandt andet tilføjet ost, bakskuld og friteret torskeskind til den mineralske østers. Tredjepladsen gik til Thomas Pasfall fra Restaurant Pasfall i Odense, der tog Fyn med til Fanø og forkælede østersen med blandt andet røg, rygeost, karse og radisser.

På dessertfronten havde folket bag festivalen hevet det tunge skyts i spil - nemlig Mette Blomsterberg, som var meddommer i konkurrencen. 


”Jeg har aldrig brugt østers i desserter, men konkurrencen viser, at det kan man sagtens. Det skal jo være en dessert, men samtidig skal du kunne smage østersen. Ellers giver det ikke mening”, fortalte Mette Blomsterberg.

Vinderretten blev kreeret af Casper Sundin, fra Estate Coffee Copenhagen, der bestod af østers, æble og rønnebær og toppet med en frugtig, mørk chokolade, der både var brændt og i ’rå’ form.
 

Stort tillykke til dem begge. Skulle du være gået glip af årets festival, så sæt kryds i kalenderen til næste år. Hvis du ikke allerede kan lide østers, så kommer du til det!

ANNONCE
Credit: Søren Gammelmark - Vinderne fundet til årets Østersfestival 2018 Credit: Søren Gammelmark
Credit: Søren Gammelmark - Vinderne fundet til årets Østersfestival 2018 Credit: Søren Gammelmark
Del

Seneste nyt

Annonce