Mandekogebogen

Zuccotto al Gelato

Den florentinske Zucotto med is!

En islagkage går man aldrig galt i byen med - eller bare flere is på lag ligesom en god klassisk trefarvet regnbueis!

Hvor jeg tidligere har eksperimenteret med eksempelvis en klassisk islagkage med jordbær og chokolade, så har jet i denne omgang kigget over skulderen på den italienske dessert-islagkage.

Den går under navnet Zuccotto al Gelato, og er egentlig en afart af den florentinske dessert Zuccotto, som egentlig bare er enten en semi-frosset eller flødeskumslignende kage-kuple - den er inspireret af den famøse domkirke i Firenze med sin fine kuppelform.

Men Zuccotto al Gelato er med is - og oftest laves den med to slags is. Jeg har valgt at lave denne opskrift med en klassisk jordbærflødeis og en mild og velsmagende chokoladeis. 

Og det sjove ved denne islagkage er, at isen pakkes ind i kagebund - nogle italienere bruger endda ladyfingers ligesom til tiramisu. Men med min opskrift er den lidt nemmere at bygge op.

Herefter skal man blot bruge en stor skål, som man 'polstrer' med kage og derved ligesom et puslespil får bygget en mur, som holder isen inde. Og selvfølgelig bidrager med smag!

Det lyder avanceret, men det er det slet ikke - så længe, du har nogenlunde styr på, hvordan man legerer en is. 

Følg med herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Zucotto al Gelato

Italiensk islagkage!

10 portioner 12 timer, 10 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 12 timer
Tilberedning: 0 minutter
Ca. 1000 kcal pr. portion

Ingredienser

Kagebund
  • 80 gram hvedemel
  • 3 stk æg
  • 100 gram sukker
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 2 spsk. mørk rom

Isbase
  • 5 dl sødmælk
  • 5 dl piskefløde
  • 10 stk æggeblomme
  • 2 dl rørsukker

Jordbærisen
  • 400 gram jordbær
  • 1½ dl sukker

Chokoladeisen
  • 80 gram chokolade (ca. 50-60 procent kakao)

Overtræk
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave din jordbærsirup. Skær jordbærrene i tern og hæld dem i en gryde med sukker - lad dem koge møre under låg i ca. 10-12 minutter. Herefter blendes de sammen og sies i en si, så kernerne sorteres fra. Stil det til side.
  2. I en anden skål smider du hakket mørk i chokolade, som står klar, til når ismassen er færdig.
  3. Pisk sukker og æggeblommer luftige til en æggesnaps - vend sødmælk og piskefløde i massen og rør godt rundt. Hæld det hele i en gryde og varm det på til ca. 83-84 grader under konstant omrøring. Hold øje med et bolsjetermometer, og mærk efter, når ismassen legerer.
  4. Tag straks gryden af varmen og hæld halvdelen over den hakkede chokolade og den anden halvdel i jordbærsiruppen - bland hver skål godt sammen og stil dem til afkøling. Gerne 4-6 timer i køleskabet.
  5. Forvarm ovnen på 180 grader. Nu skal du bage lagkagebunden ved at piske æg, vaniljesukker og sukker stift og luftigt i ca. 6-8 minutter - herefter vender du hvedemel blandet med bagepulver i dejen og vender det forsigtigt sammen. Smør massen ud på en bageplade med bagepapir i et jævnt, tyndt lag. Afbag kagebunden i ca. 10-15 minutter, eller indtil den begynder at blive gylden på toppen. Afkøles helt.
  6. Mens lagkagebunden stadig er lun, skal den formes til islagkagen - find en margreteskål eller anden skål der har en diameter på ca. 20 centimeter. For den med husholdningsfilm i bunden i et jævnt lag. Tag nu den lune lagkagebund og klem den forsigtigt ned i skålen - den kan aldrig passe helt perfekt, men de autentiske opskrifter siger også, at man blot skal 'tapetsere' skålen med strimler af kage - så du kan lege det lidt som et puslespil! Den skal gerne dækkes af kage over det hele på indersiden af skålen. Gem lidt til eventuelt at fore bunden med. Stænk bundene med lidt mørk rom eller likør.
  7. Når den første is er færdig, hældes denne i bunden af skålen og glattes ud - straks i fryseren. Når den næste is er i hus, smøres denne på toppen af den anden. Læg kageresterne i bunden, så islagkagen bliver en smule lukket. Stil den nu på køl i ca. 6-8 timer, indtil den har sat sig.
  8. Et par timer inden servering, smelter du 150-200 g chokolade. Tag isen hurtigt ud af fryseren igen og svup den ud af skålen på en tallerken - fjern husholdningsfilm og fordel den smeltede chokolade som et flot mønster på toppen. Stil den tilbage på frys igen, indtil den skal serveres.
Del

Seneste nyt

Annonce