Mandekogebogen

Chili con carne

En ægte mexicansk klassiker.

Når det kommer til simreretter, så går man aldrig galt i byen med en god omgang chili con carne.

Den er nem at håndtere, spækket med smag og kan laves på alt fra 30 minutter til en lækker, lang simringstid på op til 3 timer. 

Så er der både plads til den travle hverdag og de dage, hvor man rigtig skal forkæles.

Herunder får du mit take på en klassisk chili con carne - og hvor stærk du ønsker, den skal være?

Det er heldigvis helt op til dig.

Jeg tyrer gerne en heftig habanero i puljen, mens man med børnevenlige måltider nok skal lade den blive i grøntsagsskuffen. 

Hvis du gerne vil have bare lidt varme på retten - så tilføj eventuelt cayennepeber. Men pas på, den sparker hurtigt i små mængder!

ANNONCE
Udskriv opskriften

Chili con carne

Nem og lækker simreret!

6 portioner 2 timer, 10 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 2 timer
Ca. 450 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 4 dl bouillon, okse- eller grøntsags
  • 1 spsk. honning, sirup eller sukker
  • 1 tsk friskkværnet peber
  • 2 tsk salt
  • 2 spsk. eddike (gerne fransk æblecidereddike)
  • 1 spsk. røget paprika
  • 1 spsk. kanel, stødt
  • 1½ spsk. koriander, stødt
  • 1½ spsk. spidskommen, stødt
  • 3 stk løg
  • 35 gram mørk chokolade, 70 %
  • 2 stk peberfrugt, røde
  • 2 stk røde bønner, dåse
  • 2 stk hakkede tomater, dåse
  • 500 gram hakket oksekød
  • 1 stk chili (habenero, rød chili, ancho etc.) (kan undlades)
  • 3 stk hvidløg

Fremgangsmåde

  1. Tag oksekødet ud af køleskabet 20 minutter før tilberedning. Varm en pande meget varmt op, tilsæt et skvæt olivenolie og brun oksekødet af to omgange - det er vigtigt, at den får farve og stegeskorpe og ikke bare står og koger.
  2. Når kødet er brunet af, stilles det til side. Imens hakkes løg og hvidløg fint samt peberfrugt skæres i tern og chili snittes fint.
  3. Varm en gryde op med lidt olie og svits løg og hvidløg - når de er blanke i farven, tilsættes peberfrugt og chili samt alle krydderne.
  4. Svits et par minutter og tilsæt så hakket tomat, bønner og bouillon - læg låg på og kog det op. Når det koger, skrues der ned på svagt blus, hvor du lader det simre MED låg i 1 time.
  5. Efter en time fjernes låget og retten simre yderligere videre i 60 minutter, alt efter hvor cremet en ret, du ønsker - den skal være sammenhængende, 'millionbøf'-agtig - smag løbende til med eddike, sirup, salt og peber (eventuelt flere krydderier).
  6. De sidste 10 minutter vendes den mørke chokolade i retten, og når den er smeltet, smages den til en sidste gang og så er den ved at være klar til servering! Serveres enten alene eller med hvide ris eller nachos - og gerne toppet med lidt cremefraiche!
Del

Seneste nyt

Annonce