Hjemmelavet samosa
Opskrift på sprøde og lækre, hjemmelavede fyldte samosaer!
Har du ledt efter en opskrift på samosa, hvor man selv laver dejen? Så er du kommet til det rette sted!
Opskrift på samosaer er ofte forbundet med en købt pakke filodej, da den er tynd, sprød og nem at håndtere - men kan man egentlig ikke godt lave den selv?
Jeg har eksperimenteret med en opskrift på hjemmelavet samosa og hjemmelavet samosa-dej, og det er faktisk blevet en rigtig fin succes!
De bliver sprøde og lækre - dejen er designet efter den klassiske tilberedning af en samosa, nemlig i varm olie.
De kan dog bages både i ovn og i friture (og endda Airfryer!) - dog er ovnversionen mindre sprød og mindre mørk i farven, mens airfryeren er det bedste bud til en omgang uden den gyldne brønd.
De er ikke helt så flagede som filodej, men giver alligevel en sprød, lagdelt croissant-fornemmelse!
Ofte er samosaer med filodej mere lagdelte og krakkelerende, når man spiser dem - disse er lidt mere porøse i et enkelt lag, som gør, at du ikke behøver en voldsom avanceret foldning, men samtidig får et sprødt og lækkert resultat.
Herunder får du en nem opskrift på hjemmelavet samosa, som har et lækkert krydret og simpelt fyld på kartofler og grøntsager - sprøde, lækre og uimodståelige!
Ps. fyldet kan selvfølgelig også bruges til hjemmelavet samosa med filodej.
Herunder finder du foldeguiden til samosa - opskriften er længere nede!
Samosa
Sprøde og lækre!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 12 minutter
Ingredienser
- 500 gram kartofler
- 1 dl ærter
- 1 stk løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk. ingefær, revet
- 1 tsk spidskommen, stødt
- 1 tsk koriander, stødt
- ½ tsk salt
- ½ tsk friskkværnet peber
- 250 gram hvedemel
- ½ tsk fint salt
- 4 spsk. rapsolie
- 1 dl vand
- 500 ml olie, til stegning
Fremgangsmåde
- Start med at lave fyldet, da det skal køle af. Skræl kartoflerne og skær dem i små tern.
- Hæld kartoflerne i en gryde og dæk dem med vand - kog dem i 10 minutter i letsaltet vand.
- Varm en pande op med lidt olie og tilsæt de stødte krydderier, så de får lidt varme.
- Hak løg og hvidløg og svits det af på panden med krydderierne - tilsæt revet ingefær.
- Tilsæt ærterne - du kan både bruge frosne ærter og friske ærter - og giv dem lidt varme sammen med.
- Når kartoflerne er færdige, hældes vandet fra og kartoflerne kommer op på panden. Lad dem simre med og mos et par af dem med en spatel, så du binder det hele sammen. Smag til med salt og peber.
- Hæld massen i en skål og lad det køle helt af.
- Bland hvedemel og fint salt sammen i en skål - tilsæt 4 spsk. rapsolie og rør det grundigt rundt.
- Nu skal hænderne i skålen og så skal du smuldre olien ud i dejen ligesom en mørdej med smør og mel - her fordeler du olien ud i melet i nogle minutter, indtil du har en meget fin 'crumble'.
- Saml dejen med mellem 3/4-1 deciliter vand (alt efter meltype) - blot nok til, at dejen kan hænge sammen til en sammenhængende klump uden at smuldre. Pak den ind i film og lad den hvile i 45 minutter.
- Vej dejen og del den i 8 lige store kugler - følg nu guiden længere oppe i artiklen! Stegningen læser du herunder:
- Stegning friture: Varm din olie op til ca. 160 grader og læg samosaerne i - de skal have ca. 5-6 minutter, indtil de er gyldne og sprøde i overfladen. Lad dem dryppe af og server straks.
- Stegning ovn: frituren er klart den, som giver den bedste konsistens, farve og udseende. Ovnudgaven bliver lidt bleg, mindre sprød - men stadig utrolig velsmagende! Så til en hurtig hverdagsversion uden den gyldne brønd - så skal de blot ind i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft, pensles med lidt olie og bages i 18-20 minutter. Fyr gerne lidt grill på til sidst for at få lidt farve!
- Stegning Airfryer: Pensl samosaerne med lidt olie, læg dem i airfryeren og giv dem ca. 12 minutter ved 200 grader. Vend eventuelt løbende.