Tlayuda: Sprødstegt tortilla med fyld
Mexicansk klassiker fra Oaxaca.
Det mexicanske køkken bugner af lækkerier, og mens de fleste kender mest til klassikere såsom tortillas, burritos og guacamole?
Så findes der et utal af undervurderede og måske lettere ukendte opskrifter i Mexico!
En af disse små perler finder man i staten Oaxaca, hvor man har forvandlet en klassisk tortilla til noget helt unikt - nemlig en Tlayuda.
I al sin enkelthed er en Tlayuda en meget stor tortilla, som enten bliver grillet eller stegt helt sprød, hvorefter den fyldes med alskens lækkerier.
I det helt autentiske køkken er deres tortillas lavet med en speciel type majsmel, og mens vi her i Danmark mest er vant til majsgryn, som ikke giver den ønskede konsistens, så er min opskrift lavet på hvede-tortillas.
Oftest bliver den fyldt med ‘refried beans’, som er forkogte bønner, der blendes eller moses til en mole, der smages til med krydderier og bruges som creme eller dip.
Derudover lidt grønt efter behov, stegt eller grillet kød, avocado og en god fast smelteost. Gerne toppet med lidt friskhakket koriander.
Det minder lidt om en sprød mellemting mellem en pizza og taco!
Tlayuda er utrolig nem at lave og du kan selve lege med, hvilken slags fyld, du gerne vil have på - det eneste ‘must’ i min optik, er den lækre bønne-mole, som lige binder det hele sammen.
Udover det kan du selv freestyle med protein, grøntsager og smagsgivere.
Hvad enten du er til syltede jalapenos, salsa, syltede rødløg og meget andet.
Fang min opskrift på en klassisk Tlayuda herunder.
Tlayuda: sprødstegt tortilla med fyld
Sprødt og snasket!
Ventetid: 30 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 150 gram hvedemel
- ½ tsk fint salt
- ½ dl solsikkeolie el. olivenolie
- ½ dl vand
Bønne-mole
- 1 stk sorte bønner el. kidney-bønner, dåse
- 1 tsk spidskommen, stødt
- ½ tsk røget paprika
- 0,3 tsk salt + peber
- 1½ tsk citron- eller limesaft
- 2 spsk. olivenolie
- ½ tsk chiliflager, kan undlades
- ½ tsk hvidløg, revet
Kød + marinering
- 200 gram ribeye, flanksteak, tykstegsbøf, okseinderlår etc.
- 1 tsk hvidløg, revet
- ½ tsk spidskommen, stødt
- 1 tsk salt + peber
- ½ stk appelsin, økologisk
Fyld
- 1 stk avocado
- 1 håndfuld frisk koriander, syltede rødløg, limebåde
- 1 stk friskhakket chili el. peberfrugt
- 30 gram god smelteost: cheddar, gouda, vesterhavsost, parmesan etc.
Fremgangsmåde
- Start med at marinere kødet i appelsinsaft, salt, peber, spidskommen og hvidløg. Lad det gerne stå i flere timer, men minimum 30 minutter.
- Forbered alt fyldet, da selve tortilla-delen tager ret kort tid - snit avocado i skiver, hak koriander, rød chili/peberfrugt og riv din ost. Hvis du vil lave lynsyltede rødløg, så finder du opskriften længere oppe i teksten!
- Lav din bønne-mole ved at tage halvdelen af dine bønner op i en blender/foodprocessor eller med stavblender - tilføj citronsaft, spidskommen, røget paprika, salt og olivenolie. Blend til en lækker, smidig creme. Den anden halvdel af bønnerne gemmer du som topping til din Tlauyda.
- Skær herefter dit marinerede kød ud i helt små skiver og steg det ved høj varme på en pande i nogle minutter.
- Nu samler du dejen til din Tlauyda-tortilla ved at kombinere salt og hvedemel - tilføj nu olie og vand og ælt det grundigt sammen, indtil du har en fast, smidig og pastadej-lignende konsistens.
- Forvarm ovnen på 220 grader varmluft.
- På et let meldrysset bord ruller du dejen ud til en stor cirkel, der passer med den størrelsen på din største pande - gerne 28-30 cm. Varm en tør pande op til middelhøj varme og smid din tortilla på. Hold øje med den og vend den løbende - den må ikke blive for sort, men skal steges noget længere, end man normalt gør med tortillas.
- Tricket er, at man i stedet for at få bløde, smidige tortillas, skal give den en over nakken, så den bliver sprød og knasende.
- Efter stegning smider du din tortilla på en bageplade med bagepapir og smører et tykt lag bønne-mole på - tilføj kødet og bønnerne og afslut med den revne ost. Giv dem 5-10 minutter i ovnen, indtil osten er smeltet.
- Tag den ud af ovnen og fordel din topping efter smag. Serveres straks - skåret ud som små sprøde hapsere med fyld!