Mandekogebogen

Tom kha kai

Nem og lækker asiatisk suppe.

Tom kha kai er en klassisk thailandsk suppe, som på kort tid får en stor velsmag og masser af aromaer fra forskellige klassiske asiatiske råvarer.

Det er en utrolig enkelt og hurtig opskrift, som er en populær ret i det thailandske køkken. 

Den klassiske opskrift er med kylling - men du kan sagtens bruge eksempelvis tigerrejer eller tofu som protein.

Suppen bliver kogt sammen med både ingefær, chili, hvidløg, løg og citrongræs, hvorefter den cremes ind i kokosmælk og smages til.

Du kan selv justere styrken på din chili - eller helt undlade den, selvom det ville være en skam for smagen - og ellers er der spark på krydderinoterne med det syrlige og søde fra citrongræs og ingefær.

En varmende og frisk suppe, som kan laves året rundt - og så tager det omkring 30 minutter!

Fang opskriften herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Tom kha kai - thailandsk suppe

Nem suppe med stor smag!

2 portioner 40 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 35 minutter
Ca. 350 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 2 stk kyllingebryst
  • 1 stk kokosmælk, dåse
  • 7 dl hønse- eller kyllingeboullion
  • 2 stk hvidløg
  • 2 stk løg
  • 2 stk citrongræs
  • 1 stk chili (rød chili, habanero, jalapenos, cayenne, etc.)
  • 15 gram frisk ingefær
  • 1 håndfuld champignon (brune eller hvide)
  • 1 stk lime, økologisk
  • 1 spsk. fishsauce
  • 1 håndfuld topping: forårsløg og frisk koriander

Fremgangsmåde

  1. Start med at snitte løg, hvidløg og ingefær i mindre stykker - skær også halvdelen af din chili i tern. Varm lidt olie op i en gryde og svits det lidt i nogle minutter, hvorefter du banker din citrongræs mør og skærer dem i mindre stykker - smid den med i gryden sammen med resten.
  2. Hæld din bouillon over og lad det småkoge i ca. 20-25 minutter uden låg - derefter sies smagsgiverne fra (løg, hvidløg, ingefær etc.). Den rene suppe hældes tilbage i gryden og smages til med salt og limesaft. Herefter tilsættes skiver af kylling og champignon. Det afkøler suppen en smule, hvorefter du kan tilføje kokosmælken med mindre risiko for, at den skiller (hvis den gør? Intet problem, smager stadig skønt) - tilsæt fiskesauce og lad det simre ved middelvarme blot indtil kyllingen er tilberedt. Smag suppen til igen. Eventuelt lidt sukker.
  3. Hæld suppen i små skåle og top af med fintsnittet koriander, limebåde, finthakket forårsløg samt resten af den røde chili i skiver.
Del

Seneste nyt

Annonce