Banh mi: vietnamesisk sandwich
Vietnamesiske banh mi!
Hvis du er i humør til en lækker, vietnamesisk sandwich, som går under navnet Banh mi - men måske ikke lige har muligheden for at stikke til Vietnam eller forbi din lokale asiatiske restaurant?
Så har jeg en nem opskrift på det.
Kendetegnet ved den perfekte banh mi er et blødt, lyst og sprødt brød med en luftig krumme, som svøber sig om et lækkert, spicy fyld med mørt kød og sprøde grøntsager.
Min opskrift forsøger at gå klassisk til værks med lidt inspiration fra Satay-madlavning - den har karamelliseret nakkefilet, lynsyltede gulerødder og peanutbutterdressing.
En lækker frisk, cremet og fyldig mundfuld.
Du kan lave nogle gode, rustikke vietnamesiske brød efter min opskrift eller bare købe en god, sprød baguette.
Det er virkelig ikke her, at du skal eksperimentere med opskrifter på fuldkornsversioner eller sunde alternativer.
Det skal hvidere end hvidt - så bliver det allerbedst.
Den grønne del kan du freestyle på - frisk koriander, tomater, chili, spidskål og så videre.
Følg med herunder:
Banh mi
Vietnamesiske sandwich!
Ventetid: 10 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 1 stk baguette-brød
- 2 stk nakkekotelet, gris
- 2 spsk. brun farin
- 1 stk lime, økologisk
- 3 spsk. soyasauce
- ½ stk agurk
- 1 stk gulerod
- 1 stk sylteblanding (60/40 eddike og sukker)
- 1 spsk. ingefær
- 1 fed hvidløg
- 3 spsk. peanutbutter
- 2 spsk. sesamfrø, kan undlades
Fremgangsmåde
- Start med at sylte gulerødderne - kog eddike og sukker op i en gryde. Når sukker er opløst, skrælles guleroden og skrælleren bruges også til at lave tynde stykker af guleroden. Tilsæt dem til eddikeblandingen sammen med et fed hvidløg i skiver samt ingefær og lidt salt og peber. Lad det simre i nogle minutter og lad det så trække, indtil du skal bruge det. Gerne minimum 20 minutter.
- Herefter laves peanutbutter-dressingen - hæld det i en skål og bland det sammen med et par spiseskefulde af eddikeblandingen og hak hvidløg og ingefær, som var med i opkogningen, fint og tilsæt dem til peanutbutteren - smag til med lidt limesaft og soya.
- Varm en pande op i høj varme og hæld dine sesamfrø på - de skal ristes i nogle minutter for at få den gode smag frem.
- Brun farin, saften af en halv lime og 2 spsk. soya blandes sammen. Når sesamfrøene er færdige, lægges de til side og og der tilsættes lidt olivenolie til panden - brun nakkefileterne på hver side i nogle minutter og drys med lidt salt og peber - herefter skrues ned til middelvarme og farin-blandingen hældes over og karamelliserer kødet i nogle minutter. Tag det herefter af panden og skær det ud i tynde strimler.
- Fyld dine brød med grønt, kød, dressing, syltede gulerødder og sesamfrø!