Mandekogebogen

Guide til snaps

Alt du bør vide om snaps!

Snaps har altid været en fast del af den danske DNA, når det kommer til måltider op til højtider eller bare i godt selskab med familie og venner - hvad enten vi snakker påskebordet, julefrokosterne eller en hyggelig familiefrokost.

Men som mange heldigvis efterhånden har fået øjnene op for, så er snaps ikke bare snaps - eller mere konkret, snaps er ikke bare noget, man hælder i svælget for effekt og tradition.

Det kan smage utroligt godt!

Især hvis du parrer de rigtige snapse med de rigtige ingredienser eller retter. Og her har vi hentet ekspertviden ind til denne snapse-guide - naturligvis ingen ringere end den tekniske direktør hos Aalborg Akvavit, Lars Kragelund, som hele sit voksenliv har fordybet sig på molekylært plan i forhold til madlavning, gode drikkevarer og det gode selskab.

Han er fødevarevidenskabskandidat og arbejder til daglig med forskning og udvikling indenfor fødevareområdet - og så er han et omvandrende Wikipedia, når det kommer til snaps! Herunder får du en guide til snaps, som kan sørge for, at du vælger den rigtige snaps!

ANNONCE
Guide til snaps

Snaps - hvad er det?

Definitionen af en snaps eller akvavit er en spiritus over 37,5 procent alkohol, som skal indeholde et destillat af enten kommenfrø eller dildfrø, eller begge dele.

Snapsen består af vand og ethanol - det gør, at det er et fantastisk opløsningsmiddel, forstået på den måde at man kan trække smagsstoffer ud ved hjælp af vandet (ligesom med kaffe og the), men også ved hjælp af alkohol til ekstrakt af æteriske olier, bitterstoffer og lignende elementer i den kategori.

“Du har det perfekte ekstraktionsmiddel i en snaps.”

Hvis du smider en krydderurt eller eksempelvis citronskal, så får du både de fedtopløselige og de vandopløselige smagsstoffer ud af de ingredienser, du bruger.

Ethanol-molekylerne i spiritus er det, vi nyder smagen af og bliver beruset af. Det har en sød grundsmag, der har anis-nuancer.

Man kan sammenligne det på en måde, hvor man kategoriserer vinen som et ‘surt’ medie og øllet som et ‘bittert’ medie - og der er snapsen faktisk kategoriseret som et ‘sødt’ medie.

Det gør, at den allerede i sin grundform går rigtig godt sammen med især salt mad.

ANNONCE
Foto: Aalborg Akvavit - Guide til snaps Foto: Aalborg Akvavit

Derfor skal man nippe til sin snaps

Du har sikkert på et eller tidspunkt i dit liv siddet med folk, som siger, at man IKKE må bide sin snaps over - og det er også en utrolig effektiv måde at blive ufattelig fuld på kort tid og bruge det som en lettere misforstået manddomsprøve, men det er ikke for snapsens skyld.

Og det er faktisk også en bjørnetjeneste i forhold til dig, der måske tager en snaps for fællesskabets skyld, men egentlig bare gerne vil have den skyllet væk hurtigst muligt.

Du går nemlig glip af al den reelle smag og smager bare ren alkohol.

Katastrofen sker nemlig, når man bunder.

“Det faktum, at snapsen er et opløsningsmiddel og du så efterfølgende prygler 5 centiliter ind i gabet, gør, at du faktisk laver en kemisk rensning af din mund.”

Og hvad betyder det så for din smagsoplevelse, tænker du?

“Det vil sige hele spytlaget i din mund, som består af proteiner, kulhydrater og vand, vil kollapse, og så efterlader du munden munden fuldstændigt renset som et brændende helvede.”

Så du ender faktisk med, at snapsen ikke kommer til sin ret ved netop at forsøge at overstå det med en bunder.

I stedet bør du forsøge at nippe til din snaps over længere tid:

“Snaps er et flygtigt medie, ment på den måde, at den med sit lave kogepunkt på 78 grader gør, at når den møder mund-temperaturen på omkring 32 grader, giver den en langt større aroma-nydelse og frigørelse, end du eksempelvis oplever med øl eller vin.”

Den rigtige måde, man nyder en snaps på er eksempelvis: Spis en bid brød, tyg af munden og nip til din snaps.

De madaromaer, du har i munden, bliver opløst, og bliver blandet med de aromaer, der er i akvavitten i forvejen.

Vi har også fået et par bud på, hvilke smage og snapse-klassikere du bør eftersøge, når du skal parre klassikere fra julefrokost- eller påskebordet med diverse snapse!

ANNONCE
Snapsetyper til julefrokost-klassikere

1) Rugbrød med marineret sild

Her anbefales en god kommen-akvavit, da den sødlige smag egner sig særdeles godt til sildens krydrede smag fra lagen. Den rene snaps skærer igennem den fede sild og åbner for aromaerne. Og hvis du spørger Lars, er det slet ikke nødvendigt med alt det garniture såsom karrysalat, surt og det hele. Det skal være simpelt.

“Hvis du vil have det perfekte match, så snakker vi nybagt rugbrød smurt med nykærnet smør, sild og løgringe. that’s it.”

Snapsetip: Aalborg Taffel Akvavit fordi kommen går fint med den ”sure” og krydrede marinade.

2) Fiskefileten

Dild-akvavitter går generelt rigtig godt til fisk og skaldyr - både de varme og kolde retter. Alt fra rejer, muslinger, krabbekløer til hvide fisk og fede fisk såsom laks.

Snapsetip: Aalborg Dild akvavit fordi akvavitten indeholder destillater af frisk grøn dild og dildfrø samt destillat af citronskal - og disse smage går godt med fisk og skaldyr og findes i øvrigt ofte som garniture til disse retter.

3) Tarteletter

Dild-dominerede og/eller krydrede snapse, der eksempelvis har korianderfrø eller andre ‘eksotiske’ tilføjelser.

Snapsetip: Aalborg Jubilæums Akvavit fordi smagen af dildfrøene og korianderfrøene i denne akvavit passer godt til retter med kylling og kyllingfond.

4) Frikadeller, flæskesteg og lune retter

Kommen eller fadlagret akvavit-typer med sødme, der kan hamle op med det salte.

Snapsetip: Aalborg Jule Akvavit passer fint ind her, da den dels indeholder fine smagsnoter fra dild og kommen, som passer godt til det sure garniture, man ofte spiser sammen med disse retter, og dertil kommer akvavittens alkohol, som renser munden fint for den høje fedme, som disse retter indeholder.

Aalborg Nordguld Akvavit vil også gå rigtig fint til disse retter. Dens sarte smag af fyrnåle og rosmarin, der kommer fra denne akvavits rav får det hele til at gå op i en højere enhed.

5) Desserter

De fadlagrede snapse, som har været i forskellige fade - eksempelvis både sherry- og portvinsfade - er ofte meget runde og bløde i smagen, som gør dem velegnet til ostebordet og desserter såsom risalamande med kirsebærsauce.

Eller eksempelvis porsesnapsen går godt til stærke oste såsom blåskimmeloste, salte oste og generelt gamle oste.

Snapsetip: Aalborg Porse går godt til salte oste og blåskimmel oste. Det samme gælder porse og røde bær som kirsebær, hindbær og solbær.

6) Det sure tilbehør

Retter som indeholder sure elementer såsom asier, rødkål, rødbeder og agurker - det går rigtig godt sammen med både dild- og kommen-dominerede akvavitter.

ANNONCE
Udskriv opskriften

Guide til snaps

Snaps parret med mad!

0 portioner 5 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 0 minutter
Ca. kcal pr. portion

Ingredienser

  • 5 cl snaps

Fremgangsmåde

  1. Sådan drikker du din snaps:
  2. Spis en bid brød, tyg af munden og nip til din snaps. De madaromaer, du har i munden, bliver opløst, og bliver blandet med de aromaer, der er i akvavitten i forvejen.
  3. Læs hele guiden længere oppe!
Del

Seneste nyt

Annonce