Melanzane alla Parmigiana
Vegetarlasagne med stor velsmag.
Italienerne har altid været forgangsmænd på den famøse lasagne, som fås i mange forskellige versioner - men de har også kreeret en sommerlig, nem og lækker version uden kød.
Den går ofte under navnet Melanzane alla Parmigiana og er i al sin enkelthed en vegetar-lasagne, som minder lidt om ratatouille i smagen.
Bortset fra, at der skal meget mere ost i denne!
Det er skiver af aubergine, som udgør 'pladerne' i lasagnen, hvorefter man samler den med en velkrydret tomatsauce - find min opskrift på hjemmelavet tomatsauce her.
Og selvfølgelig fyldes den med parmesanost og mozzarella!
Jeg har dog gået lidt egne vegne i forhold til den klassiske opskrift - jeg bruger vesterhavsost, men du kan sagtens bare køre klassisk med en god lagret parmesanost.
Desuden vælger jeg at stege mine aubergine-skiver længere, så de får en dybere smag og stegeskorpe - den udvikler så meget mere smag, hvis den lige får lov til at brune lidt, hvilket jeg fandt ud af, da jeg lavede opskriften på den israelske pita Sabich.
Fang opskriften herunder:
Melanzane alla parmigiana
Italiensk vegetar-lasagne!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 25 minutter
Ingredienser
- 1 stk tomatsauce (se længere oppe i artiklen for opskrift)
- 2 stk aubergine
- 120 gram frisk mozzarella
- 200 gram parmesanost el. vesterhavsost, revet
- 3 spsk. rasp, kan undlades
Fremgangsmåde
- Start med at lave tomatsaucen efter anvisningerne i min opskrift længere oppe - opskriften passer til mængden, du skal bruge til lasagnen. Forvam ovnen på 200 grader.
- Skær din aubergine i 1-2 cm tynde skiver og drys lidt salt på skæresiden, mens du opvarmer en pande til middelhøj varme - brug gerne to pander, så går det hurtigere med at få dem stegt.
- Hæld en gavmild sjat olie på og steg dem på begge skæresider i portioner - de må ikke blive sorte, men skal lige blive brune. Drys med lidt salt og læg dem på fedtsugende papir.
- Smuldr din mozzarella i små stykker og riv din parmesan eller vesterhavsost groft.
- Fordel et 1/3 af tomatsaucen i bunden og læg aubergineskiver på. Drys med halvdelen af vesterhavsost/parmesanost. Nyt lag tomatsauce på efterfulgt af resten auberginerne og vesterhavsosten/parmesanosten. Hæld resten af tomatsaucen over fadet og smuldr din mozzarella på toppen - drys med et jævnt lag rasp.
- Bag den i ovnen i ca. 25 minutter.