Nyretapper Cheesesteak Sandwich
Philly-klassiker med nyretapper aka onglet.
En Philly Cheese Steak er en velkendt klassiker i diner-miljøet og diverse gadehjørner i USA.
Heldigvis er den efterhånden så populær en sandwich, at den spreder sig til flere lande - men i Danmark finder man ikke mange restauranter eller caféer, som serverer den.
Og den er egentlig ganske simpel - men ret så uimodståelig.
Det handler egentlig bare om godt, blødt hvidt brød (det hvideste du kan finde), bløde løg stegt med peberfrugt, sennep, tyndskåret oksekød og så en eller anden form for ost - ofte er det provolone eller den helt billige amerikanske smelteost eller ost på tube!
Jeg har i samarbejde med Dyrbar lavet min egen version, som er utrolig nem og velsmagende, men samtidig giver kødet én over nakken på smagen - jeg har nemlig valgt at bruge nyretapper også kendt som onglet til fyldet!
Danskerne bakser stadigvæk med at forstå konceptet - mange forventer nemlig, at det har noget med indmad at gøre. Det har det slet ikke - og så alligevel.
Nyretapper er to muskler, som holder nyrerne på plads på koen. Så det hænger sammen med indmaden, men er et reelt stykke kød i sig selv - og tilberedt rigtigt?
Så smelter det på tungen med en kraftig, dyb oksekødssmag.
En nyretapper Cheesesteak Sandwich!
Tricket til både at tilberede nyretapperne perfekt og få den rigtige konsistens på kødet til din sandwich, afhænger af et meget vigtigt princip - nyretapper skal steges rare (maksimalt medium rare!).
På den måde er det både saftigt, smagfuldt, tyggevenligt og helt perfekt til formålet.
Fang opskriften herunder - her finder du opskrift på hoagie-brød.
Nyretapper Cheesesteak Sandwich
Smagfuldt og snasket!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 4 stk hoagiebrød (se opskriften længere oppe i artiklen)
- 600 gram nyretapper/onglet
- 3 stk peberfrugt
- 2 stk løg
- 12 stk provelone eller cheddar-smelteost, skiver
- 1 spsk. balsamico-eddike
- 1 spsk. sukker
- 4 spsk. sennep
- 2 spsk. smør
Fremgangsmåde
- Snit dine peberfrugter i helt tynde skiver - det samme med løg. Smid løg på en pande med en klat smør og lad dem stege i 15-20 minutter ved middelvarme med sukker, salt og balsamico. Tilsæt derefter peberfrugt og lad dem stege med i 10-15 minutter, indtil de falder sammen og det hele bliver relish-agtigt. Hold det lunt, eller lad det stege ved laveste temperatur, mens du forbereder resten.
- Soigner din nyretapper for eventuelle store sener og sørg for, at den har fået stuetemperatur i 30-40 minutter, inden du steger den.
- Varm en pande op til høj varme med en sjat olie - smid kødet på og steg det 2,5 minut på hver side, så det får en solid stegeskorpe.
- Skru lidt ned for varmen og giv den 2 skefulde smør - steg det i ca. 5-6 minutter, hvor du løbende vender kødet og øser med smør. Mærk efter - den skal stadigvæk være lidt blød, men må ikke være helt blød. Lad den hvile på en rist efterfølgende i 4-5 minutter.
- Flæk dine hoagie-brød og smør dem med sennep - læg skiver af ost på. Fyld godt med peberfrugt-løg-relish i. Skær nu din onglet/nyretapper i helt tynde skiver - de skulle gerne være rare/medium rare (nemmere at tygge og bedre smag!). Læg dem i din sandwich og luk sammen. Så er der serveret!