Onion Rings: Sprøde løgringe
Den perfekte snack til burger og øl!
Hvad enten man vælger tilbehør til sin aftensmad eller snacks til sin take-away - så er løgringe altid et hit!
De er på niveau med eksempelvis pommes frites og chili cheese tops - og så er de vanvittigt nemme at lave. I al sin enkelthed er løgringe jo bare skiver af løg, som er bagt møre og søde, og selvfølgelig svøbt i en sprød og lækker panering.
Deres historiske oprindelse er ikke helt ligetil - men der findes britiske kogebøger med opskrifter tilbage fra 1802, som beskriver, hvordan man laver løgringe, der dyppes i dej, parmesanost og frituresteges i fedt.
Så mon ikke briterne kan kalde sig opfinderne af, hvad vi i dag kender som sprøde løgringe og lækre onion rings?
De er som sagt utroligt nemme at lave selv - det er bare lidt ligesom at panere en fiskefilet eller lignende.
En slags dobbeltpanering som gør, at du indkapsler løget og får overfladen helt sprød og knasende.
En perfekt hapser ved siden af din burger eller måske til en kold øl til en fodboldkamp.
Hvilket løg du skal vælge, kommer ikke så nøje - du får de største løgringe, hvis du bruger salatløg, men helt almindelige løg fungerer helt fint.
Du kan også vælge at gå tempura-vejen - ment på den måde, at du mere dypper løgringene i en blanding af mel, danskvand og bagepulver.
Det forsegler i hvert fald hele vejen rundt og puffer det op.
De egner sig godt som en snack i sig selv, eller med dip og saucer - og så er de yderst familievenlige og børnevenlige, hvis familien lige skal forkæles til weekenden.
Fang opskriften på nemme klassiske løgringe og onion rings herunder:
Løgringe: hjemmelavede Onion Rings
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 2 stk løg (alm. løg eller salatløg)
- 2 stk æg
- 3 spsk. hvedemel
- 2 dl rasp (almindelig el. panko)
- 4 dl fritureolie/solsikkeolie
Fremgangsmåde
- Skær skrællen af løgene og skær 0,5-1 centimeter tykke skiver af løget. Du skal kun lige bruge yderskiverne, så du presser bare lige de indre ringe væk.
- Sammenpisk æggene. Bland lidt salt og peber og eventuelt løgpulver, barbecue-krydderi eller lignende i melet i en skål. Hæld rasp i en tredje skål.
- Dyp først løgringene i hvedemel, dernæst i æg og til sidst i rasp - skal de være store og ekstra knasende? Gentag processen med æg og rasp!
- Varm olien op i en gryde til 170 grader og steg dem et par minutter i alt - vend dem en gang i mellem, så de bliver lige brune og sprøde over hele linjen.