Sådan dyrker du kartofler
Guide til dyrkning af kartofler i køkkenhaven.
Har du endnu ikke prøvet det fantastiske øjeblik, når du en solrig sommerdag trækker en kartoffelplante op af den lune jord og mødes af synet af lækre, hjemmedyrkede kartofler?
Så er tiden kommet.
Det er faktisk utrolig nemt at dyrke sine egne kartofler - og det kræver ikke særligt meget af dig. Hverken af redskaber, udstyr, tid eller viden.
Herunder får du en fyldestgørende guide til, hvordan du dyrker kartofler - ned til mindste detalje og uden så meget hurlumhej, så alle kan være med!
1) Valg af sort (Med mindre du er kartoffelnørd? - så glem sorterne)
Du får ofte et mindst lige så godt resultat ved bare at tage kartofler fra supermarkedet og lægge i jorden.
Jeg mener det!
Med mindre du har udset dig en speciel sort - eksempelvis Blå Congo, som visuelt er en sjov og smagfuld størrelse, eller en sort som Bintje, som er god til eksempelvis kartoffelmos - så skal du se bort fra læggekartofler, sorter og alskens råd omkring kartoflerne.
Det er for dem, der elsker en bestemt sort, skal bruge en bestemt sorts egenskaber eller har fundet deres favorit.
Min tilgang: Jeg plejer altid omkring såtidspunktet at have en håndfuld ‘gamle’ kartofler i grøntsagsskuffen, som endnu ikke er blevet spist - og så længe de ikke er blevet mugne eller skrumpet ind til rosiner, så er de perfekte til at så med!
Der er endda også ofte lidt små knopper klar til spiring på dem - og de skal bare direkte i jorden!
Og jeg har endda til somre, hvor jeg ikke havde kartoffelrester, købt to poser økologiske kartofler i supermarkedet - du ved, dem der koster en 10’er pr. styk - og smidt dem direkte fra posen i jorden.
Fra to poser a 1 kilo kartofler fik jeg i løbet af sæson kartofler i mængder, der måske svarer til 6-8 kilo kartofler.
Så alt i alt - kartofler er meget nøjsomme!
2) Forspring eller ej?
Det er ganske kort et spørgsmål om udbytte og tidspunkt for høst.
Forspring giver mere robuste planter og mulighed for større udbytte, men er ikke en nødvendighed. Jeg plejer ikke at gøre det - men det er udelukkende, fordi jeg ikke lige husker at få gang kartoffelmageriet i tide!
Fordele ved forspring:
- hurtigere vækst og hurtigere udbytte fra det øjeblik, du lægger kartofler i jorden
- Mere robuste planter overfor sygdomme
- Mulighed for større udbytte
Hvis du vil forspire
Hvordan:
Læg kartoflerne side og side i en balje og placér dem i et lyst rum, hvor temperaturen er mellem 13-18 grader. Når spirerne er mellem 0,5-1 centimeter, er de klar til at komme i jorden og vil give udbytte efter ca. 80-100 dage.
Hvornår:
Fra februar til marts - det tager mellem 4 til 6 uger, før de er klar til at blive plantet ud.
Hvis du IKKE vil forspire
Hvordan og hvornår:
Læg alskens kartofler - fra køleskabets grøntsagsskuffe til en pose, du har købt i supermarkedet - i jorden, når risikoen for nattefrost bør være ovre.
Vi snakker altid omkring 1. april plus minus.
Bemærk: Når de ikke er forspiret, kan du ikke forvente kartofler efter 80-100 dage. Det tager gerne lige en måned til halvanden ekstra.
3) Hvornår lægger man generelt kartofler i jorden?
Midt-marts til 1. april.
Normalt siger man fra sidst i marts til omkring 1. april - men hvis du lægger dem tidligt, risikerer du at nattefrosten trænger ned i jorden. Det går værst udover forspirede kartofler og de små spirer, hvor mange vælger at lægge fiberdug over for at beskytte mod nattefrost.
Hvornår lægger man kartofler i jorden, som ikke er forspirede?
Plus-minus 1. april.
Jeg bor i Midtjylland, hvor vi nogle gange får nattefrost helt ind i maj - og jeg har endda oplevet, at kartoffelplantens små spæde skud er blevet frostramt. Men planten er vokset videre!
Så mit råd er omkring 1. april - så har du ikke spirer, der bliver ramt af frosten og kartoflen klarer sig ofte, indtil frosten er væk.
4) hvordan lægges kartofler?
Læg kartoflerne i en dybde af ca. 8-10 centimeter. Læg dem i rækker, hvor hver kartoffel har en afstand mellem hinanden på 20-30 cm.
OBS: Husk, at du ikke skal dyrke kartofler det samme sted i mere end 3 år - det giver jorden en ‘kartoffeltræthed’, hvor de næringsstoffer, som kartoflen skal bruges, er udtømt.
5) Hvor dyrkes kartofler?
Du kan dyrke kartofler direkte i jorden, så længe den er løsnet i ca. 20-30 centimeter ned i jorden. Derudover kan du dyrke på følgende måder: plantesække, krukker, højbede, plastikspande og meget mere.
Bare der er lidt plads til at kartoflerne kan udvikle sig!
6) Jordforhold
Løs jord - hvad enten du roder en stor portion jord op i et lyst sted i baghaven eller har højbede - der er ikke så store krav til det. Du skal bare sørge for, at jorden ikke er udpint (hvis du eksempelvis har dyrket mange grøntsager i flere år i højbedene, så skal der nyt frisk jord på toppen). Jeg bruger bare almindelig plantejord fra plantesække, som man kan købe i alle supermarkeder og byggemarkeder op til sæsonen.
7) Gødning?
Jeg gøder aldrig mine kartofler.
- om jeg får mere udbytte eller ej, hvis jeg gøder, skal jeg ikke kunne sige.
Men jeg ved bare, at jeg hvert år får lækre, fine kartofler i alle størrelser uden gødning og i almindelig plantesækkejord.
Det har aldrig slået fejl.
Vil du alligevel gerne gøde?
Så vil jeg anbefale at slå to fluer med et smæk - køb en omgang Champost Planteskolejord (*reklamelink).
Så får du jord og naturgødning i en - så skal du blot blande sådan en pose sammen med den jord, du vil dyrke kartofler i.
8) Pasning af kartoffelplanterne
Når de er lagt i jorden, så er det bare at holde øje med de små spirer! Er det meget varmt og tørt i perioden fra spiring til plantevækst, så husk at vande, hvis det ser tørt ud.
Ellers er de meget nøjsomme - bare sørg for, at kartoffelbedet ikke tørrer ud.
9) Hvornår høster man kartofler?
En gylden grundregel for kartoffelhøst er: 2 uger efter, at planten har sat blomster, er kartoflerne store nok og klar til høst.
Dog - hvis du vil have en forsmag på de lækreste nye kartofler, så har mange kartoffelplanter allerede sat små kartofler, når den første blomst dukker op. Så får du kartofler a la brunede kartofler-størrelse - hvis du nu ikke kan vente!
Huskeregel:
- Mange stængler på planten? Mange små kartofler.
- Få stængler? Store basser!
Mange skriver, at man skal høste kartoflerne med et greb, som man stikker under kartoffelplanten og løfter op. Men du kan bare trække hele planten op - og så hapse de kartofler, som ikke kommer med i de store rodnet!
10) Opbevaring af kartofler
Hvis du ikke får spist alle kartoflerne som 'nye kartofler', kan de opbevares. Når stænglerne er visnet, er kartoflerne modne til at blive opbevaret til senere. Her skal de gerne ligge og tørre lidt i solen, så jorden omkring dem er helt knasttør. Herefter kan de opbevares et tørt sted i flere måneder. God fornøjelse!