Mandekogebogen

Sådan laver du syltetøj med mirabeller

En syltetøj, som smager af slik!

Mirabeller har altid været en favorit hos mig, og så findes den overalt på forskellige stier og områder i de fleste byer. Den findes i mange varianter, hvor den gule altid vil være den, jeg husker allerbedst - vi brugte ofte frikvarteret i de små klasser i folkeskolen på at holde øje med mirabelletræet ved fodboldbanen og fylde os med lækre, saftige frugter.

Jeg har herunder lavet en lille opskrift på, hvordan man laver syltetøj med mirabelle - tricket ved dette bær er, at det kan klare utroligt meget sukker på grund af den syrlige skal. Men det handler om at finde den rette balance. Opskriften herunder er baseret på modne mirabeller (både gule og røde), så sukkermængden passer.

Jeg går derimod ofte til værks på syltetøjet ved at have 70/30-forhold mellem modne og let umodne mirabeller - det gør, at du får en utrolig frisk og syrlig smag, som sammen med rørsukker kommer til at smage af slik! Nærmest lidt som sure bælter, men uden kunstige smagstoffer!

Grundopskriften, der aldrig tager fejl, finder du herunder - men hvis du smider et par umodne i puljen, så vil du ikke fortryde det!

Og skulle du have mod på lidt mere sjov med frugten, så prøv at lave oliven ud af de helt umodne frugter - et halv år senere har du en anderledes, nordisk udgave af oliven!

Nordiske oliven: Syltede grønne mirabeller

ANNONCE
Udskriv opskriften

Mirabellesyltetøj

Syltetøj på nyplukkede mirabeller!

1 portion 35 minutter
Forberedelse: 20 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ca. 3000 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 350 gram mirabeller
  • 3 dl rørsukker
  • ½ stk vaniljestang

Fremgangsmåde

  1. Fjern stenene fra mirabelle-blommerne. Læg alle de halverede frugter i en gryde og tilsæt sukkeret samt vaniljestangen. Lad det simre op og rør rundt en gang i mellem. Det er vigtigt at smage sig frem, da frugterne varierer meget i syre - hvis du som jeg skrev længere oppe laver ca. 70/30 med modne og umodne, skal du måske forvente mere sukker til blandingen. Smag dig frem!
  2. Lad det simre i ca. 10-12 minutter, indtil det har en cremet og ensformig konsistens. Skulle du være uheldig at have sødet den for meget, så kan det med mirabeller ofte reddes ved at blende massen - meget af syren sidder i skallen, og hvis den blendes ud i massen, så kan det udligne lidt.
Del

Seneste nyt

Annonce