Mandekogebogen

Wienerkringle

En ægte klassiker til kaffen!

Wienerkringle er en ægte gammeldags bedsteforældre-klassiker af en opskrift!

Den er sprød, saftig, fyldig og cremet - ikke et øje tørt. 

Jeg har tidligere lavet en gammeldags kringle på gærdej, som også smager fantastisk, men der er nu ikke noget, der slår en kringle på wienerbrød. 

Efter jeg fik lavet noget nært perfekte tebirkes for nogle uger siden, så fik jeg igen blod på tanden i forhold til at lave hjemmelavet wienerbrødsdej.

Det er faktisk ikke så svært, når man først lige får taget om teknikken, foldningerne og måden, hvorpå man opnår de gyldne 27 lag i wienerbrød.

Så hvorfor ikke kaste sig over moderen over alle kringler?

Gammeldags wienerkringle!

Den passer perfekt til en god sort kop kaffe og så er den ideel til mange gæster, da der ikke skal meget til for at mætte - det er jo en ret smørholdig dej, som svøber sig om endnu mere smør med marcipan!

Denne opskrift giver dig en lækker, klassisk kringle med mange sprøde smørholdige lag og en solid marcipan-remonce i midten.

Du kan selv bruge den som grundopskrift, og eksempelvis fylde den med andre ingredienser - eksempelvis æblefyld, kanel eller måske en omgang rosiner. 

Jeg har forsøgt at beskrive foldeteknikken så simpelt som muligt - men hvis du er typen, som gerne vil se det trin for trin i billeder?

Så tjek mine to forskellige teknikker til wienerbrød ud her - Wienerbrød-foldning 1 og wienerbrød-foldning 2.

Fang opskriften på wienerkringle herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Wienerkringle

Kringle med wienerbrød!

4 portioner 1 time, 45 minutter
Forberedelse: 30 minutter
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 15 minutter
Ca. 1050 kcal pr. portion

Ingredienser

Dej
  • 200 gram hvedemel
  • 20 gram gær
  • 150 ml sødmælk
  • 1 spsk. rørsukker
  • ½ tsk fint salt

Udrulning
  • 100 gram smør

Fyld + topping
  • 100 gram marcipan, revet
  • 50 gram rørsukker
  • 50 gram smør
  • 1 stk æg, til pensling
  • 2 spsk. mandler, til pynt

Fremgangsmåde

  1. Opløs din gær i mælken og tilsæt sukker, hvedemel og salt - rør det grundigt rundt på en røremaskine i ca. 5-6 minutter, indtil dejen slipper kanterne i skålen. Lad den hæve på et meldrysset bord med viskestykke over i 30 minutter.
  2. Efter hævning skal dejen rulles ud til 30x30 centimeter-rektangel - læg den herefter på et skærebræt eller lignende og læg den på køl, mens du forbereder smørret.
  3. Tag dit smør ud af køleskabet og læg det mellem bagepapir - klem det let med håndfladen og bank det herefter ud med en kagerulle, til du ca. får en rektangel på 20x20 cm.
  4. Tag din dej-rektangel ud af køleskabet - læg smørfirkanten i midten af dejen, så den ligger lidt forskudt i forhold til dejen (se linket i artiklen for billed-guide trin for trin). Fold siderne indover, indtil du har en lukket kuvert-lignende form. Med samlingen nedad rulles den ud til en rektangel på 30x20 cm (husk godt med mel på bordet hele tiden).
  5. Fold nu den ene side 1/3 indover sig selv, og fold herefter igen indover, indtil du har den aflange dej, som nu ligger i 3 lag. Rul den et par gange, så den hænger sammen og læg den på køl i 10 minutter.
  6. Gentag processen 2 gange mere = med udrulning til 30x20, 3 foldninger og afkøling. Til sidst har du wienerbrødets gyldne 27 lag.
  7. Bland elementerne til remoncen sammen til en blød masse, mens den sidste afkøling finder sted. Efter sidste foldning er den igen rullet ud til 30x20 cm og her lægger du remoncen i midten af rektanglen på det lange led. Fold siderne indover, så de mødes over remoncen.
  8. Læg den på køl, indtil ovnen er varmet op til 190 grader varmluft. Pensl den med et sammenpisket æg og drys med hakkede mandler på toppen. Bag den ca. 18-20 minutter i ovnen, indtil den er gylden og sprød.
Del

Seneste nyt

Annonce