12 klassiske fejl du måske laver med hjemmelavet hummus
Få den rigtige konsistens.
Hummus har på få årtier gået fra at være et ydmygt og ukendt tilbehør til at ligge linet op i supermarkedernes luksus-hylder og optræde i et hav af smagsvarianter, hvor chokoladehummus stadig er det største kulturelle overgreb. For os med mellemøstlig baggrund er det lidt absurd – hummus er hvermandseje, billig og enormt nemt at lave selv. Og netop derfor er det næsten tragisk, at så mange får det galt i halsen (bogstaveligt talt), når de kaster sig ud i at lave det selv.
Læs også: Kender du Picanha-bøf?
Her får du 12 af de mest udbredte fejl, folk begår med hjemmelavet hummus – og hvad du kan gøre anderledes.
1. Du bruger dåsekikærter
Ja, det er nemt. Og ja, det kan sagtens fungere i en snæver vending. Men vil du have den cremede, silkebløde konsistens og den rene smag, så er der kun én vej: tørrede kikærter, som du selv har udblødt og kogt. Hvis du MÅ bruge dåse, så kog dem minimum 20 minutter – det gør en verden til forskel.
2. Du glemmer tahin
Den største synd af dem alle. Tahin er ikke tilvalg – det er rygraden i smagen. Det giver hummus sin nøddeagtige dybde og balancerer kikærternes milde smag. Løs tahinen op med lidt vand først, så den bliver blød og cremet, før du blender.
3. Du bruger halvrå kikærter
Hvis kikærterne ikke er kogt HELT møre, får du grynet hummus. Hellere for meget end for lidt – de skal kunne mases mellem to fingre uden modstand.
4. Du glemmer isterningerne
Et lifehack, mange overser: Smid et par isterninger i blenderen til sidst. Det giver volumen og gør hummusen mere luftig. Og det modvirker varmen fra blenderens knive, som ellers kan gøre hummusen klistret og trist.
5. Du blender olivenolien
Det virker logisk at smide det hele i blenderen på én gang, men det er en smagsmæssig katastrofe. Når du blender olie, især olivenolie, ved høj hastighed, bliver den bitter. Gem olien til sidst og dryp den over hummusen som en finishing touch.
6. Du bruger billig olie
Når du så ENDELIG bruger olie rigtigt – brug en god én. Hummus er simpelt, og kvaliteten af dine få ingredienser betyder ALT. En god, frugtig ekstra jomfru olivenolie kan hæve din hummus til et helt nyt niveau.
7. Du gider ikke fjerne kikærteskallerne
Vi forstår dig. Det er kedeligt. Men det er også forskellen på “okay hummus” og “OMG-hvor-er-den-cremet-hummus”. Brug et trick: gnid de kogte kikærter i vand – skallerne flyder op og er nemme at fjerne.
8. Du bruger gammel eller bitter tahin
Tahin kan blive harsk, bitter og klumpet – især hvis den har stået bagerst i skabet siden sidste sommer. Smag på den, før du bruger den. Den skal være blød og rund – ikke stram og sandet.
9. Du glemmer syren
Hummus uden citron er som gin uden tonic. Citron (eller en smule eddike) løfter hele smagsbilledet. Rør det evt. sammen med tahinen først for bedre fordeling.
10. Du overdoserer hvidløg
Vi elsker hvidløg. Men hummus skal ikke smage som en vampyrfælder. Hvis du vil have hvidløg, så prøv at riste det først – det bliver sødt, mildt og smøragtigt. En rå fed kan hurtigt blive for dominerende.
11. Du tror, hummus ikke skal krydres
Salt er godt, men kom nu – lidt spidskommen, paprika eller sumak kan gøre underværker. Især spidskommen og kikærter er som skabt for hinanden.
12. Du serverer det direkte fra blenderen
Giv hummusen en pause i køleskabet – gerne natten over. Smagene sætter sig, og teksturen bliver bedre. Du vil blive overrasket over forskellen.