Mandekogebogen

Amerikanske Cookies med citron og hvid chokolade

Her er opskriften på de friske og fantastiske cookies med citronskal og hvid chokolade

Sprød-bløde amerikanske cookies er en lækker snack - den helt rigtige cookie har et sejt bid og en fantastisk smag, og så er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan putte i din cookie.  

En af mine absolutte favoritter er en lemon cookie med hvid chokolade. Egentlig er det bare en klassisk chocolate chip cookie med et twist. Det er en flot cookie, der har en god balance af sødme og syrlighed - og både smagen og duften af denne cookie har en friskhed, der især vinder hjerter over, i tankerne om noget sommerligt: Bør nydes i høj sol med en kop kaffe - eller iskaffe. 

Hvis du spørger mig efter den bedste cookie opskrift, må svaret være: Det varierer - men det er kun en halv sandhed, for det der varierer er nemlig fyldet - Jeg går altid tilbage til den samme grundopskrift på cookie-dej, den har nemlig vist sig at være helt perfekt, til at fremtrylle den rigtige konsistens. Opskriften er vores take på de bedste af de amerikanske opskrifter - og selvfølgelig omskrevet til vores egne måleenheder.  

Der er egentlig ikke noget hokus pokus i denne opskrift, dog vil jeg anbefale at man benytter usprøjtede økologiske citroner, da det er skallen af selve frugten der skal benyttes. Den revne citronskal blandes i dejen sammen med hakket hvid chokolade som det allersidste.  Prøv også at bage cookies med skal af lime for en mere krydret version - eller cookies med chokolade og appelsinskal, der giver en mere juleagtig stemning.

Bagetid og afkøling:

Bagetiden på denne version af cookies er lige knap 12 minutter, ved 175 grader i varmluftovn. Jeg vil anbefale at du holder øje ved ovnlågen når der er gået ti minutter. Lige så snart dine cookies begynder at blive lysebrune omkring kanterne, skal de ud - de kan godt virke ubagte i overfladen, men hvis "skallen" er begyndt at slå revner, er det helt perfekt - og så gælder det bare om at lade dem stå i mindst 5 minutter, så den færdige cookie kan nå at sætte sig. 

Ofte stillet spørgsmål: Kan man bage cookies uden æg eller fedtstof?

Vi får ofte spørgsmål om man kan bage amerikanske cookies uden æg eller uden fedtstof: Fedtstoffet kan du med garanti ikke undvære, men hvis du er løbet tør for æg, kan du til nøds bruge en erstatning: Blandt en spiseske eddike med en teske natron og lad blandingen reagere færdig - den kombination udgør det for et æg i normalstørrelse.

ANNONCE
Udskriv opskriften

Amerikanske Lemon Cookies med hvid chokolade

Friske og anderledes lækre cookies!

14 portioner 32 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 10 minutter
Tilberedning: 12 minutter
Ca. 500 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 125 gram sukker
  • 140 gram smør, stuetempereret
  • 125 gram brun farin
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 stk æg
  • 250 gram hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 1 stk citron, økologisk
  • 180 gram hvid chokolade

Fremgangsmåde

  1. Tag smør ud af køleskabet et kvarter inden du går i gang med dine cookies. Det er vigtigt at smørret er blødt og til at arbejde med.
  2. Riv skallen af en citron på et fint rivejern, stil skallen til side. Hak den hvide chokolade til 1x1 cm stykker - cirka.
  3. Tilføj sukker, brun farin, vaniljesukker og smør til en mellemstor røreskål. Rør det med maskine til ensartet i konsistensen. Herefter tilsætter du et æg og rører det sammen med sukkerblandingen.
  4. Bland hvedemel med natron, bagepulver og salt - og rør det i sukkerblandingen.
  5. Rør hvid chokolade og reven citronskal i dejen.
  6. Hvis cookie-dejen er blevet så blød at den flyder ud, sættes den i køleskabet i 10-15 minutter inden næste skridt.
  7. Tænd ovnen på 175 grader (C) og varmluft.
  8. Beklæd en bageplade med bagepapir - og tag dejen ud af køleskabet. Nu skal du lave cookie-kugler.
  9. Form dejen til små runde, faste kugler - omkring 40 gram stykket, svarer til en skrabet iskugle-ske. Kuglerne formes og sættes på bagepladen, hvor du giver dem et lille tryk med hånden. Sørg for at have god luft mellem hver kugle (gerne 4 cm). Denne opskrift giver cirka 14 mellemstore cookies - og jeg plejer at bage dem over to bageplader, for at være sikker på småkagerne ikke flyder sammen under bagning.
  10. Dine cookies skal bage mellem 10 og 12 minutter i midten af ovnen. Hold øje med dem - hvis de allerede er blevet lysebrune i kanterne efter 10 minutter, er de klar til at komme ud.
  11. Når dine cookies er ude af ovnen, bør du overføre både cookies og bagepapir til en bagerist. Når de har kølet af et par minutter, overfører du forsigtigt cookies direkte til risten og fjerner bagepapiret, her skal de igen køle af i 5-10 minutter, hvorefter de er klar til servering.
Del

Seneste nyt

Annonce