Baozi - fyldte bao-boller
Bao-boller med fyld!
Bao-boller er en gudespise.
De små, lækre og blege burgerboller, som er blevet tilberedt udelukkende med damp er geniale i det asiatiske køkken med snasket, spicy og friskt fyld.
Men bao-universet er meget mere end bare de klassiske bao-boller, som man kan fylde med alt fra Sticky Pork Belly til tofu og lynstegte grøntsager.
Der findes nemlig også en række forskellige varianter i det asiatiske køkken, hvor bao-bollen bliver lukket omkring fyldet, så det nærmest bliver en indbagt bao.
De går ofte under navnet Baozi og kan fyldes med alskens lækkerier!
Jeg har langt om længe fået kastet mig over opskriften på dem, da jeg har fået en ny ovn til test fra Electrolux - den går under navnet 900 SteamPro og har den egenskab, at den kan dampbage forskellige ting - læs vores anmeldelse af Electrolux 900 SteamPro.
Og den er fænomenal til bao-universet!
Bevares - en bambuskoger kan noget, men det er tit lidt besværligt, svært at styre og tager lang tid.
Med ovnen? Så kan jeg bare smide to bradepander ind i ovnen og så er der perfekt dampede bao-boller 15 minutter senere.
Så jeg gik i krig med Baozi, som jeg kombinerede med en af mine opskrifter, jeg udviklede tidligere på ugen - nemlig Braiseret Tværreb.
Men du kan fyldte lige det i, du har lyst til.
Alt fra vegetarisk fyld, Vietnamesisk Pork Bowl, flæskestegsrester, kødsovs og meget, meget andet - men jeg vil anbefale en lækker, braiseret ret fra det asiatiske køkken.
Herunder får du teknikken til at lave Baozi:
Baozi: fyldte bao-boller
Luftige og snaskede!
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 300 gram hvedemel
- 200 gram vand
- 15 gram gær
- 2 tsk sukker
- 1 tsk fint salt
Idé til fyld
- 1 stk eksempelvis braiseret tværreb, se opskriften længere oppe
- 3 stk forårsløg
Fremgangsmåde
- Opløs gær i vandet og tilføj sukker - tilføj herefter hvedemel efterfulgt af salt. Rør det på røremaskine i ca. 6-7 minutter, indtil den er blank og glat. Skrab den ud på et let meldrysset bord og spænd det til en bold. Lad den hæve under viskestykke i 2 timer.
- Efter to timer vejer du dejen og fordeler den i 8-10 lige store klumper - rul dem ud til små cirkler. Alt efter hvilket fyld du bruger, skal du fylde dem ca. 1/3 af cirklen fra midten. Ved braiseret tværreb kan du lige smide en teskefuld braseringsvæske med for mere saftighed samt tilføj finthakket forårsløg. Løft cirklen i en af enderne, og begynd at folde siderne af cirklen ind mod midten, så du nærmest snor en lukning på din bao-bolle.
- Læg dem på en bageplade og lad dem hæve, mens du enten tænder ovnen eller bruger din dampkoger - hvis du bruger damp-ovn, skal den have fuld damp i 15 minutter, og hvis du bruger bambuskoger, skal komfuret skrues op på middelvarme og de skal dampes i ca. 16-18 minutter i maks 2 lag.