Chocolate Potato Buns
Luftige, svampede chokoladeboller.
Efter at have bagt Potato Buns i mange år til burgerboller, kom jeg på den idé, at man kan bruge samme teknik i det søde køkken.
Kartoffelmos i dejen virker måske lidt underlig - men det fungerer helt fantastisk. Kartoffelmosen bidrager nemlig med både tekstur og spændstighed.
Og vigtigst af alt - så holder mosen på vandindholdet i bollen, som gør, at den holder sig blød, lækker og frisk i længere tid.
Det samme gjorde sig gældende, da jeg skulle prøve med chokoladeboller - eller som jeg kalder dem, Chocolate Potato Buns.
Luftige, svampede og smagfulde.
Fang opskriften herunder:
Chocolate Potato Buns
Luftige chokoladeboller!
12 portioner
1 time, 46 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 1 time, 20 minutter
Tilberedning: 16 minutter
Ca. 450 kcal pr. portion
Ventetid: 1 time, 20 minutter
Tilberedning: 16 minutter
Ingredienser
- 250 gram kogte kartofler, lune
- 50 gram koldt smør
- 200 ml sødmælk
- 500 gram hvedemel
- 25 gram gær
- 1 stk æg
- ½ tsk fint salt
- 150 gram mørk chokolade
- 3 spsk. sukker
- 2 tsk kardemomme
Fremgangsmåde
- Start med at skrælle dine kartofler - du skal have 250 g rå kartofler uden skræl. Skær dem i tern og kog dem i 15-20 minutter, indtil de er helt møre.
- Hæld dem i en skål eller røremaskine sammen med koldt smør, og pisk det i 3-4 minutter - her går man imod alle principper om en kartoffelmos, og gør den 'lang'. Det gør den mere elastisk og holder bedre på konsistensen i dejen. Stil den i køleskabet til afkøling.
- Opløs gær i mælken, tilføj æg og sukker - rør det rundt. Tilføj nu kardemomme og mel, efterfulgt af det len afkølede kartoffelmos. Ælt det på røremaskine i 5-6 minutter. Hak din chokolade og lad det ælte med de sidste par minutter.
- Vend det ud på et meldrysset bord, læg viskestykke over og lad det hæve i 45 minutter.
- Fordel herefter dejen enten 12/15/20 portioner alt efter ønsket størrelse. Form dem til bolde og stil dem på bageplade til efterhævning i 45-60 minutter.
- Forvarm ovnen til 170 grader varmluft - pensl eventuelt med æg på toppen og bag dem i 16-17 minutter (alt efter størrelse), indtil de er gyldne.