Kinesisk burger: Rou Jia Mo
Fyldt med velkrydret kød!
En burger er altid en herlig nem opskrift at kaste sig ud i - og den findes i mange forskellige afskygninger.
Mens vi oftest vant til en klassisk burger med oksebøf, så findes der utallige variationer med både fyld, opbygning og smage.
Denne gang har jeg eksperimenteret med den kinesiske burger - også kaldet en Rou Jia Mo.
Direkte oversat betyder Rou Jia Mo faktisk 'kød holdt sammen af fladbrød' - men smagen og oplevelsen er meget mere end det.
Burgeren har sin oprindelse i Xi’an i Shaanxi-provinsen i Kina, og har siden spredt sig over hele landet som en vanvittig populær streetfood-burger.
Man kan godt blive lidt afskrækket af mængden af krydderier, men det er en af de slags opskrifter, som virkelig giver afkast, hvis man giver den ekstra kærlighed med krydderi.
Men hvis du skal have de mest nødvendige grundkrydderier i - så er det vigtigt, at du til denne opskrift bruger stjerneanis, kanel og nelliker.
Det er ikke livsnødvendigt, da det smager herligt uden disse krydderier alligevel, men de er en nødvendighed, hvis du vil have den autentiske smag.
Her er opskriften på de kinesiske burgerboller.
TIP: Selve opskriften herunder er baseret på at bruge et fersk stykke kød fra starten af - men du kan også vælge at bruge et stykke stegt kød a la ribbensteg, flæskesteg eller lignende, og så bare stege det sammen med krydderierne og grøntsagerne og lidt soya og æblecidereddike.
Rou Jia Mo - Kinesisk burger
Spicy og snasket!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 2 timer
Ingredienser
- 4 stk kinesiske burgerboller (se opskrift i artiklen)
- 500 gram svinebryst
- 1½ stk løg
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk. frisk ingefær
- 3 stk stjerneanis
- 3 stk nelliker
- 1 stk kanelstang
- 3 stk laurbærblade
- ½ stk rød chili (kan undlades)
- 2 spsk. soyasauce
- 1 tsk salt + peber
- 1 håndfuld koriander, frisk
- 2 stk tomater
- ½ tsk majsstivelse
- 1½ spsk. mørk sirup
Fremgangsmåde
- Start med at fjerne eventuel svær fra svinebrystet - det kan du gemme til en anden god gang, eller du kan stege det sprødt i ovnen og fylde i burgerne til sidst.
- Skær herefter dit svinebryst i skiver - tænk meget tykke skiver flæsk. Læg dem i en gryde.
- Hak 1 løg, hvidløg, frisk ingefær og rød chili mindre stykker og smid ned til grisen i gryden sammen med stjerneanis, laurbærblade, kanelstang og nelliker. Slut af med soya.
- Hæld vand i gryden, så det lige nøjagtig dækker det hele - bring det i kog. Skru herefter ned på lavt blus og lad det simre i ca. 2 timer, indtil det er mørt. Skum for eventuelle urenheder, som siver op til overfladen i begyndelsen.
- Mens kødet simrer, hakker du tomater, 1/2 løg og koriander fint og blander sammen til en lille salsa - brug også tiden på at bage dine kinesiske burgerboller.
- Når kødet er færdigtilberedt, tages det op af gryden og lægges til side - si braiseringsvæsken og hæld den tilbage i en ren gryde.
- Skru op på høj varme, tilsæt mørk sirup og kog den meget ind - gerne så der bare er 1/2 deciliter væske tilbage. Smag til løbende - pas på med salt, da du har soya i, men ellers krydr med salt og peber. Når mængden passer med ca.1/2 deciliter kan du jævne saucen med majsstivelse opløst i lidt vand. Når saucen er tyk, cremet og kraftig i smagen, er den klar.
- Hak mødet i mindre strimler/tern og vend sammen med braiserings-saucen - bland det herefter sammen med salsaen og fyld i de lækre kinesiske burgerboller. Servér straks.