Masala Fries
Sprøde masala pommes frites fra Østafrika!
Masala Fries, Masala pommes fritter eller bare Masala Chips er en velkendt klassiker fra Kenya og generelt i hele Østafrika.
Knasende sprøde pommes frites vend i en velkrydret, saftig og lækker masala-blanding.
Simpel og lækker opskrift, hvor du selv kan vælge, hvordan du vil tilberede dine pommes frites.
Du kan køre den helt hjem med en Triple Fried-teknik (den bruger jeg), du kan bruge dem direkte fra ovnen eller du kan gå hurtigt til værks og bruge forstegte, frosne fritter.
Det er op til dig - smagen ligger i, hvordan man laver den lækre masala-chutney.
Du kan selv bestemme, hvilken slags chili du vil have i efter styrke - eller helt undvære, hvis det skal være lidt mere børnevenligt.
Herunder får du min opskrift og version på Masala Fritter - sprød, spicy og snasket!
Masala Fries
Indiske fritter!
Ventetid: 30 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 500 gram mellemstore kartofler
- 1 stk tomater
- 1 stk rødløg
- 3 fed hvidløg
- 1 håndfuld koriander, frisk
- 1 spsk. garam masala
- ½ stk rød chili (kan undlades)
- 500 ml fritureolie/solsikkeolie
Fremgangsmåde
- Alt efter, hvordan du vil lave dine pommes frites, bør det være dem, du starter med - skær dine kartofler i aflange stave og skyl dem i 30 sekunder for at få stivelse ud.
- Hvis du vil sikre dig sprøde fritter, så brug triple fried metoden: Kog stavene i vand i 10 minutter, lad dem køle af - kog dem herefter i olie på en temperatur af 130 grader i 10 minutter - lad dem køle af - og frituresteg dem så ved 180 grader i olien i ca. 10 minutter. Læg dem på et stykke køkkenrulle og drys med salt.
- Når fritterne kun mangler det sidste trin, kan du hakke dit rødløg helt fint i små tern. Hæld en sjat olivenolie på en pande og smid rødløgene på - lad dem svitse i 5-10 minutter, indtil de begynder at brune og dufte af bløde løg.
- Hak imens hvidløg, tomat og chili helt fint og tilsæt herefter til løgene - svits i nogle minutter og tilsæt så garam masala. Steg det i 2-3 minutter, hvorefter du slukker for panden og vender friskhakket koriander i blandingen.
- Når fritterne er sprøde og afdryppede, hældes de i en skål, hvor du hælder den varme masala-blanding i - vend det grundigt rundt og spis straks.