Pariserbøf: En fantastisk retro-ret der rammer smagsløgene på alle parametre
Pariserbøf med hele herligheden
En Pariserbøf er en herlig frokostret, der har sine op- og nedture, og i dag er det en sag der gås til med retrofornemmelser og en nostalgisk ånd. Den gammeldags pariserbøf er en god spise, der rammer hovedet lige på sømmet og så er den festlige stemning af anretningen ikke til at tage fejl af: Pariserbøf: Nemt og aldrig glemt.
Når pariserbøffen i dag har lidt af en old school cool-faktor, er det fordi den er blevet serveret på danske kroer og hjem i årevis, og selvom oprindelsen er en smule uklar, er der tydeligvis tale om en mere dansk ret, end noget der har at gøre med det franske køkken: I realiteten er navnet nok anlagt i samme stil som den franske hotdog, der heller ikke trækker de helt skarpe linjer til det franske. Vi har forsøgt at grave os frem til den originale kilde, men det er nærmest umuligt at finde ud af, hvem der opfandt pariserbøffen. Til gengæld er det let at konkludere, at vedkommende havde sans for god smag!
Når det kommer til den helt traditionelle pariserbøf i klassisk forstand, steges bøffen og brødet som en samlet enhed - i rigeligt med smør, selvfølgelig. Gennem tiden har flere forsagt sig at modernisere pariserbøffen, oftest finder man den på caféer hvor bøffen er stegt for sig, og placeret på et stykke ristet brød - Sundere? Måske - Smager bedre? Arrr... Nej, giv os en god gammeldags pariserbøf, tak - og gerne med en kold pils på siden.
Den perfekte pariserbøf?
Den perfekte pariserbøf steges på panden, og serveres med et godt læs af tilbehør: De helt klassiske er rå løg, syltet rødbede, kapers, peberrod og en rå æggeblomme.
Op gennem 90'erne og 00'erne, da Salmonella-virus skræmte danskerne fra vid og sans, blev det populært at variere ægget på toppen: Således så man ofte pariserbøf med spejlæg - eller den lidt finere med et pocheret æg på toppen. Det står selvfølgelig frit for at variere efter smag, men den rigtige oplevelse kommer med en rå æggeblomme på toppen - vi kører på økologiske frilandsæg. En pariserbøf med det hele, er en pariserbøf med rå æggeblomme.
Pariserbøf
Nem opskrift på gammeldags pariserbøf
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 300 gram hakket oksekød (8-12%)
- 2 stk franskbrød, skiver
- 30 gram smør
- 2 stk æggeblomme
- 100 gram syltet rødbede
- 30 gram kapers
- 1 stk løg (alm. løg eller salatløg)
- 1 dl revet peberrod
- 1 tsk salt + peber
Fremgangsmåde
- Tag hakket oksekød ud på køkkenbordet 5-10 minutter inden du går i gang. Forbered dit franskbrød - hvilken type du bruger, er op til dig: Sandwichbrød fungerer godt, men det samme gælder et godt tungt friskbagt brød. Skær skorperne af brødet.
- Start med at forberede dine toppings: Skær rødbede ud i små tern. Hak et løg fint. Og find kapers, peberrod og æg frem.
- Lav to bøffer a' 150 gram, og form dem så de passer til brødets overflade - placer bøfferne på brødet og giv det et let tryk - her kan du eventuelt trykke bøffen ned mod brødet i kanterne, så det bindes mere sammen som en ægte gammeldags pariserbøf. Krydder efter smag med salt og peber.
- Smelt smør på en stegepande ved middelvarme - når smørret er smeltet, skruer du op på mellemhøj varme, og placerer dine pariserbøffer med bøf-siden ned mod panden. Steges på bøfsiden i 5 minutter.
- Vend pariserbøffen om på brødsiden og lynsteg i det smeltede fedstof i 45-60 sekunder.
- Anret pariserbøffen på tallerkner med hakket løg, rødbedetern, kapers, peberrod og en æggeblomme som kronen på værket - servér: Optimalt med en kold pilsner. Velbekomme