Pasta med pistacie-pesto: Pasta al pistacchio
Nem, skøn klassiker fra Sicilien!
Italienerne er magikere, når det kommer til smagfulde og simple pastaretter - hvad enten vi snakker noget så klassisk som pesto eller de mere autentiske hverdagsklassikere såsom Pasta Arrabiata eller Bolognese.
Denne gang har jeg kastet min kærlighed over Sicilien, som er velkendt for deres pistacienødder og ricotta-ost.
Pasta al Pistacchio - eller hvis vi skal være helt korrekt i det italienske:
Pasta al pistacchio ricetta siciliana con pesto di pistacchio.
Disse to fantastiske råvarer mødes i en himmelsk pastaret, som kun består af 5 ingredienser - den tager ingen tid at lave, og så får den en dyb og intens smag.
Usaltede pistacienødder kan være svære at skaffe, men heldigvis kan du stort set bruge alle slags pistacie-nødder til formålet - du kan bruge usaltede pistacienødder, ristede pistacienødder som man kan købe ved de små poser med forskellige nødder og tørrede frugter og du kan endda bruge de ristede, saltede peanuts, som man køber ved chips-hylden.
Smagen er anderledes ved dem alle sammen - men smagen er god!
Man laver en lille simpel pesto af blendede pistacienødder med olivenolie, som røres sammen med ricotta - til sidst bliver de mødt af et par skefulde af den stivelsesholdige pastavand, som gør, at du får en cremet, uimodståelig konsistens, når de mødes med pastaen.
Du kan bruge lige den slags pasta, du ønsker - men rør-pasta, penne eller lignende fungererer bedst til pestoen.
Fang opskriften herunder:
Pasta al Pistacchio
Pistacie-pesto fra Sicilien!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 150 gram pasta (rigatoni eller penne)
- 60 gram pistacienødder (usaltede eller ristede)
- 40 gram pecorino-ost (alternativt parmesanost)
- 3 spsk. olivenolie
- 100 gram ricotta
Fremgangsmåde
- Sæt pastaen over at koge. I mellemtiden blender du dine pistacienødder med revet pecorino og olivenolie i en foodprocessor, blender eller med stavblender - indtil du får en marcipan-agtig konsistens.
- Vend ricottaen i pestoen og smag til - ofte er salt ikke nødvendigt, da pecorinoen er godt saltet. Når pastaen af halvvejs færdig, hælder du et par skefulde pastavand ned i pestoen og gør den lind - den skal være cremet og en smule flydende. Når pastaen er kogt færdig, gemmer du en kopfuld kogevand i tilfælde af eventuelt ekstra konsistens-justering, og hælder resten fra. Vend straks pastaen i pestoen og server rygende varmt.