Mandekogebogen

Spicy Chicken Pasta

Cremet nem og lækker pastaret!

Pastaopskrifter er altid en sikker vinder i en travl hverdag, hvor man gerne vil have mad til mange mennesker, god smag og mad på ingen tid.

Se bare alle de italienske klassikere såsom Spaghetti Cabonara eller måske en moderne klassiker i form af Spaghetti Alfredo - få råvarer, stor velsmag på ingen tid!

Jeg har lavet en ny pastaopskrift, som kun tager 15-20 minutter at lave - den er cremet, smagfuld og spicy.

Jeg kalder den Spicy Chicken Pasta - den består af stegt kylling, forårsløg, champignon og så en sauce lavet på bouillon, fløde, tomatpuré, parmesanost og chiliflager. 

Smagfuldt, simpelt og lækkert - du finder opskriften herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Spicy Chicken Pasta

Cremet og lækker spaghetti!

2 portioner 15 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 850 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 200 gram kyllingebryst
  • 200 gram spaghetti
  • 100 gram champignon
  • 3 stk forårsløg
  • 1 dl parmesanost, revet
  • 1 dl bouillon (kylling eller grøntsags)
  • 150 ml piskefløde/madlavningsfløde
  • 0,8 tsk chiliflager, røde
  • 1 spsk. tomatpuré

Fremgangsmåde

  1. Sæt vand over til pastaen. Snit forårsløg i tynde skiver og skyl og skær dine champignon i skiver. Skær din kylling i små mundrette bider.
  2. Varm en pande op til høj varme med en sjat olivenolie - når den er varm, bruner du kyllingen af. Læg herefter kyllingen til side i en skål.
  3. Smid dine champignon på og steg dem i 3-4 minutter, indtil de begynder at smide væske - tilsæt derefter dine forårsløg i 2 minutter.
  4. Når champignon og forårsløg falder lidt sammen, tilføjer du tomatpure og bruner det lidt af på panden - tilføj nu bouillon og skru ned på middelvarme. Tilsæt herefter fløden, chiliflager og revet parmesanost. Rør det grundigt sammen og smid kyllingen i igen - og lad det simre på middelblus.
  5. Lad det simre, indtil pastaen er kogt færdig, eller til saucen er tyknet - smag til med salt og peber og eventuelt mere chili. Når pastaen er færdig, drænes denne for vand og hældes på panden. Vend det hele sammen og server i to tallerkner.
Del

Seneste nyt

Annonce