Texansk kartoffelsalat
Spicy og cremet!
Kartoffelsalat er en rigtig klassiker af et tilbehør, når vi rammer sommermånederne. Den klassiske i Danmark er med en dressing af cremefraiche og mayonnaise tilsmagt med friske krydderurter.
Den kan også serveres som lun kartoffelsalat - eller måske en lækker italiensk kartoffelsalat.
Men den findes i mange versioner verden over - og denne gang er rejsen gået til det sydlige USA. Her får man lidt en petriskål af køkkener og smage - lidt sydstatsfornemmelser og cajun blandet med gammeldags amerikansk.
Heraf en texansk kartoffelsalat, som er krydret med cajun-smage og lidt tex-mex-inspireret. Masser af krydderier, masser af fed cremefraiche og mayonaise - og det som skiller sig lidt ud på denne opskrift, foruden krydderierne, er æg og syltede jalapenos.
En rigtig grillvenlig kartoffel-salat fyldt med smag. Den er spicy, cremet og nem at lave!
Fang opskriften lige herunder:
Texansk kartoffelsalat
Spicy og cremet!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 1 kilo kartofler
- 3½ dl cremefraiche (jo, federe, jo bedre!)
- 1 dl god mayonnaise (hjemmelavet eller købt)
- 2 spsk. jalapenos, syltede
- 2 stk hårdkogte æg
- ½ tsk timian, tørret
- ½ tsk oregano, tørret
- 1 tsk hvidløgspulver
- ½ tsk spidskommen, stødt
- 1 tsk paprika (sød eller røget)
- ½ tsk cayennepeber eller chiliflager
- ½ tsk fint salt
- ½ stk løg
Fremgangsmåde
- Skræl kartoflerne, skær dem i mundrette tern og kog dem møre i saltet vand i c. 15 minutter. Lad dem køle af.
- Bland cremefraiche og mayo sammen og tilføj krydderierne - riv løget fint ned i blandingen. Hak jalapenos og æg i små tern og vend i dressingen.
- Når kartoflerne er afkølet, vendes de med dressingen - lad det gerne trække 30-60 minutter i køleskabet inden servering.