Mandekogebogen

Bamseboller/Fødselsdagsboller

Luftige og bløde boller til fødselsdag og kaffe!

Bamseboller eller fødselsdagsboller er de helt klassiske, luftige og hvide boller på hvedemel, som er perfekte til glasur, smør (tandsmør!) og meget andet.

De er også sublime til en stor skefuld syltetøj eller marmelade, eller bare som en hurtig snackbolle på farten.

Du kan selv vælge, om du vil putte mere sukker eller mindre sukker i min opskrift - den kan nemlig også bruges til at lave luftige burgerboller, såvel som mere søde og svampede bamseboller.

Opskriften kan med få justeringer bruges i både det salte og det søde køkken!

Det er en simpel bolle, og en simpel opskrift - men tricket er at få den helt rigtige luftighed i dit bagværk.

Hvis du hører til den del af befolkningen, som altid har boller klar til fødselsdagen eller aftenskaffen, så er dette en simpel opskrift, som er nem at bage.

Navnet bamseboller refererer til, at de er luftige, bløde og lækre, mens konceptet med fødselsdagsboller er, at de tit og ofte bliver serveret til fødselsdag eller andre festlige begivenheder, hvor man lige har brug for en mellemting mellem brød og kage.

Du ved, når man har et bord fyldt med lagkage, bradepandekage, småkager eller cupcakes, og man lige skal have noget, der kan være ‘forret’ eller lægge bunden, inden man kaster sig over de søde sager.

I min tilgang til bamseboller og min opskrift på, hvordan du får den perfekte konsistens, har jeg ladet to verdener mødes - den japanske bageverden og mormor-bageverdenen.

Det sker i en kombination af den japanske teknik tangzhong og den klassiske momor-tilgang med hvedebrødsdej på gær og mælk.

Det lyder avanceret - men det er utroligt nemt at lave.

Det gør, at du får nogle utroligt lette, luftige og bløde bamseboller, som du kan trykke ned og klemme sammen - og så hopper de op igen!

Teknikken Tangzhong er egentlig bare at koge en lille portion mælk og mel op til en form for opbagt ‘sauce’ eller melklister - når denne kommer i dejen, formår den at ændre strukturen og giver den spændstighed og luftighed, man søger i fødselsdagsboller.

De fleste har nok en velkendt familie-opskrift på netop dette indspark til kagebordet eller eftermiddagskaffe, men hvis du tør at trodse de gamle familie-traditioner og i stedet kaste dig over denne luftige sag? Så vil du ikke fortryde det!

Du kan også spæde til med hakket chokolade og gøre dem til chokoladeboller - det ændrer heller ikke på konsistens, men gør bollerne lidt ekstra luksus!

Som nævnt tidligere kan denne opskrift også bruges i det salte køkken, hvis du skruer op for mængden af salt og ned for mængden af kardemomme og sukker.

Det ændrer ikke på bollernes struktur og giver dig hjemmebag, som er luftigt og spændstigt - opskriften giver dig ca. 10 store bamseboller, men du kan også vælge at fordele i mindre portioner, hvis du vil have små, fine bamseboller til fødselsdagen.

Fang min opskrift på perfekte bløde bamseboller herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Bamseboller/Fødselsdagsboller

Luftige og bløde!

10 portioner 1 time, 36 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 1 time, 10 minutter
Tilberedning: 16 minutter
Ca. 400 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 420 gram hvedemel
  • 300 ml mælk
  • 1 stk æg
  • 2 spsk. sukker
  • ½ tsk fint salt
  • 25 gram gær
  • 1½ tsk kardemomme, kan undlades
  • 50 gram smør
  • 1 stk æg, til pensling

Fremgangsmåde

  1. Hæld 100 ml mælk i en gryde sammen med 20 g hvedemel - kog det op, mens du pisker i det. Når det har tyknet og ligner tapetklister, stilles gryden fra varmen til senere.
  2. I en skål hældes det resterende mælk i - tilsæt gær og sukker og lad det opløse. Tilsæt kardemomme, æg og den afkølede melblanding og rør grundigt sammen.
  3. Hæld nu hvedemelet i efterfulgt af salt og ælt det på røremaskine i ca. 9-10 minutter, indtil den slipper kanterne. Når den har æltet et par minutter, skæres smørret i tern og hældes ned til dejen.
  4. Når dejen slipper skålens kanter, hældes den ud på et meldrysset bord og æltes sammen, indtil den ikke klistrer mere - form den til en bold og læg et viskestykke over den. Lad den hæve ved stuetemperatur i 40 minutter.
  5. Vej herefter dejen og del den i 10 lige store portioner - form hvor portion til en rund bolle og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve under et viskestykke i 30 minutter.
  6. Forvarm ovnen på 200 grader almindelig ovn - pensl dem med et sammenpisket æg og bag dem gyldne i ovnen i ca. 17-18 minutter.
Del

Seneste nyt

Annonce