Hjemmebagte naanbrød
Luftigt, lækkert og velsmagende.
Hvis du går og leder efter den perfekte opskrift på hjemmelavet naanbrød, så kig med herunder.
Naanbrød findes i mange afskygninger og i det hele taget blot en betegnelse for et indisk fladbrød, som traditionelt set bages på siden af en tandoori-ovn - hvoraf den får sin ujævne facon og overflade, da den ikke skal foldes, spændes eller lignende.
Med så simpelt en grundopskrift og fremgangsmåde handler det derfor om at lave den version, man selv foretrækker. Jeg elsker, når naanbrød er luftigt, smidigt, utroligt blødt og desuden velkrydret.
Det skal være ganske let og luftigt, da det ofte akkompagnerer en spicy ret.
Jeg har puslet lidt med bageopskriften og lavet min egen favorit. Den er sikker hver gang og utrolig nem at lave!
Den kræver hverken tandoori-ovn, bagestål, hæveteknikker eller fingerfærdighed.
Se med herunder - opskriften giver 3 naanbrød.
Naanbrød
Luftigt og nemt!
Ventetid: 1 time, 50 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 2 dl vand
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk salt
- 20 gram gær
- 1 tsk honning, el. sirup
- 2 dl yoghurt naturel
- 1 stk æg
- 450 gram hvedemel
- 20 gram smør, smeltet
Fremgangsmåde
- Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, olivenolie, sirup, æg og yoghurt. Bland grundigt sammen.
- Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt den på en maskine i ca. 8-10 minutter, indtil dejen begynder lidt at slippe skålen. Den skal stadig være 'for klistret' til at du kan ælte den i hånden - og den skal ikke slippe skålen helt, som når man laver andre brød såsom landbrød, surdejsbrød etc.
- Lad den hæve i skålen i ca. 1,5-2 timer ved stuetemperatur.
- Forvarm ovnen til 250 grader varmluft. Drys mel på bordet og skrab dejen ud. Del den i 3 lige store klumper.
- Træk en smule i dejen et par gange for at forme den, men spar så meget som muligt på melet, når du skal arbejde med den lettere klistrede dej. Desuden kan der også være nogle lækre luftbobler i dejen allerede, som du helst ikke vil trykke ud!
- Dejen skal nemlig ikke foldes eller 'spændes' - den skal blot trækkes lidt ud til ca. 1-1,5 centimeters tykkelse og den form, du nu ønsker.
- Læg brødene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med smeltet smør og tilføj de krydderurter, du ønsker - jeg skifter altid lidt mellem nigella-frø, rosmarin, timian, hvidløg og nogle gange nogle grove flager af salt.
- Bag dem i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne - men har bevaret sin svampede og luftige indre!