Indiske naanbrød
Hjemmebagte naanbrød.
Naanbrød er den klassiske form for fladbrød fra Indien, som er det perfekte tilbehør til gryderetter og krydret mad.
Naan findes i mange forskellige lande og har en del forskellige betydninger, alt efter hvor du er i verden - men vi danskere kender det bedst som det lækre fladbrød.
I andre lande kan det være et sprødt stykke brød, og visse steder bliver det både bagt, grillet og lavet på mange forskellige måder.
Her laver vi den klassiske perfekte opskrift på hjemmelavet naanbrød.
I en kombination af mel, vand og yoghurt får men en blød, smidig og lækker dej, som giver et dejligt bid til brødet.
Man kan både bruge bagepulver og gær til denne opskrift - men hvis man har tid til det, så får man den bedste konsistens og smidighed, hvis man lige lader det hæve lidt med gær.
Bagepulver er den hurtige løsning, men fungerer bedst til fladbrød, som skal bruges til at pakke ting ind i ligesom en burrito.
Hvad serverer man naanbrød til? Det er oftest indisk mad - men det kan bruges til stort set alle gryderetter, hvor man lige vil have et stykke brød, man kan skrabe den sidste sauce af tallerkenen.
Naanbrød er skræddersyet til retter såsom Butter Chicken, Daal eller måske en god, nem Chicken Korma.
Jeg har tidligere lavet en klassisk opskrift på naanbrød, som dog er lidt mere til 'kuvertbrød'-siden, hvor man skærer dem ud i stykker og serverer dem som snack-brød.
Dette er den mere autentiske og originale opskrift på indiske naanbrød.
Fang opskriften herunder:
Indiske naanbrød: hjemmebagte
Lækre fladbrød!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 400 gram hvedemel
- 200 ml vand
- 100 gram yoghurt naturel
- 20 gram gær
- 1 tsk sukker
- ½ tsk fint salt
Fremgangsmåde
- Start med at opløse gær og sukker i vandet - tilsæt dernæst yoghurten. Hæld nu hvedemel i efterfulgt af salt.
- Rør det på røremaskine i 5-6 minutter, indtil det begynder at hænge sammen - det må gerne stadig klistre lidt. Skrab det ud på et meldrysset bord og ælt det i rigeligt mel, indtil du kan forme det til en bold, uden at det klistrer til fingrene. Den skal stadig være 'saftig' og lidt til den klistrende side, da man får et tørt brød, hvis dejen er tør - så det er en balancegang, hvor man lige skal føle sig frem til en blød og smidig dej. Når den har den rette konsistens, skal den hæve på køkkenbordet under et viskestykke i 45 minutter.
- Del portionen i 6-8 stykker og rul dem ud til flade cirkler - varm en tør pande op til middelhøj varme og giv dem et par minutter i alt. De skal være gennemstegte i farven og have små, lækre mørke bobler på begge sider. Lad dem ligge på en tallerken under et viskestykke efterfølgende - det holder dem bløde og smidige.